Bygherre idømt bod for manglende løn
Fitnesskæde får bod i Arbejdsretten for underbetaling af polske malere
Baggrunden for boden er, at polske malere ikke er aflønnet efter den tiltrædelsesoverenskomst, som Fitness World tidligere har indgået med Malernes Fagforening i Storkøbenhavn for bygningsarbejde på fitness-kædens centre.
Fitness World har som bygherre anvendt to byggefirmaer, som har betalt en væsentligt mindre timeløn til deres polske ansatte, end hvad der var aftalt i tiltrædelsesoverenskomsten med fitness-kæden. Forskellen er 66 kr. i timen. Samtidig er der i tiltrædelsesoverenskomsten tilføjet en klausul, som indebærer, at fitness-kæden indestår for bygningsarbejdernes løn.
I alt havde Malerforbundet krævet en bod på 1,5 mio. kr. - svarende til det totale skyldige beløb. Når Arbejdsretten når frem til en bod på 300.000 kr. skyldes det, at malerarbejdet er vurderet til at være 20 procent af det arbejde, som kravet retter sig imod.
I Malernes Fagforening er formand Bo Rosschou meget tilfreds med afgørelsen.
- Det er rigtigt tilfredsstillende, at Arbejdsretten giver os medhold i, at Fitness World ikke kan løbe fra sit ansvar i forhold til de polske malere, der har arbejdet for kæden, siger han.
Intet principielt
Dommens præmisser er endnu ikke skrevet, og derfor vil Bo Rosschou ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om, hvorvidt dommen kan få konsekvenser for andre sager, eller om der er tale om et gennembrud for kædeansvar.
Fitness World har i Arbejdsretten været repræsenteret af Dansk Arbejdsgiverforening. Her bekræfter advokat Trine Benedikte Skyum bodens størrelse. Hun kalder det en helt konkret afgørelse på baggrund af den specielle klausul i tiltrædelsesoverenskomsten om, at Fitness World indestår for folkenes løn. Hun mener ikke, sagen på nogen måde er principiel, men vil i øvrigt også afvente dommens præmisser, før hun vil udtale sig yderligere.
Bo Rosschou oplyser, at han vil orientere de øvrige fagforeninger i Byggefagenes Samvirke om dommen. Det er op til de øvrige fagforeninger at afgøre, om der skal føres en ny faglig sag for de 80 procent af arbejdet, som ikke er malerarbejde, og som Arbejdsretten ikke har taget stilling til.