23948sdkhjf

Certifikat er ikke ivrigt efterspurgt

Det går langsommere end ventet med at få stilladsvirksomheder til at øjne muligheder i branchens frivillige certificeringsordning
Færre virksomheder end først beregnet har satset på stilladsbranchens frivillige certificeringsordning.

Ordningen blev iværksat i januar 2013, og siden da er seks virksomheder blevet certificerede, og yderligere syv er på vej mod et certifikat.

- Vi havde en forventning om, at 15-20 virksomheder ville være blevet certificerede på nuværende tidspunkt, men det mål har vi ikke nået, og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Det kræver lidt tålmodighed og modningstid at få branchen til at se, at det er en god investering, siger Anders Hjorth Jensen, konsulent i Dansk Byggeri med ansvar for blandt andet Stilladssektionen og fortsætter:

- Forventningen fremadrettet er stadig, at flertallet af medlemsvirksomhederne i Stilladssektionen skal være certificerede, og det har vi derfor sat flere initiativer iværk for at hjælple på vej. Blandt andet har vi afholdt opstartskurser, og det har hjulpet noget.

Flere formål

Certificeringsordningen er først og fremmest et udtryk for et ønske om at løfte branchen bredt for derigennem blandt andet at styrke synet på stilladsbranchen i både offentligheden og blandt samarbejdspartnerne i byggeriet, fremhæver Anders Hjorth Jensen.

Ordningen skal være med til at forbedre kvaliteten, styrke arbejdsmiljøet og hjælpe virksomhederne til at strømline de interne arbejdsprocessor.

- Mange stilladsvirksomheder er startet i det små og har måske ikke den systematik, som vi ønsker at fremhæve med ordningen, siger Anders Hjorth Jensen.

Selve processen mod et certifikat tager omkring et halvt år og starter med, at virksomhederne udfylder en aftaleblanket og implementerer kravene i ordningen.

Herefter kommer DNV GL Business Assurance Denmark A/S på to besøg for at tjekke op på, om kravene er blevet implementeret, og om de bliver brugt i praksis.

Vurderes det, at virksomheden lever op til forventningerne, får de certifikatet og bliver efterfølgende besøgt en gang om året.

- Certifikatet er ikke et laurbærblad, som virksomhederne kan hvile på. Det involverer et løbende engagement og arbejde, for hvis man ikke bliver ved med at leve op til kravene, så risikerer man selvfølgelig, at man som virksomhed mister certifikatet, siger Kåre Appel Weng, salgs- og marketingchef hos DNV GL Business Assurance Denmark A/S.

En af de første

En af de virksomheder, der er kommet gennem nåleøjet og har valgt at blive certificeret er Trekantens Stilladser ApS. De startede processen op i foråret 2013 og i december sidste år stod de med et certifikat.

Ifølge virksomhedens direktør, Hans Christian Nielsen er certifikatet et kvalitetsstempel, som sikrer en mere strømlinet virksomhed med særlig fokus på sikkerhed.

- Certifikatet er med til at sætte det hele i et bedre system, og så vil vi gerne være på forkant med sikkerheden. Vores medarbejdere skal jo helst møde friske ind om morgen og kun gå derfra lidt mere trætte. Ingen skal gå på arbejde for at komme til skade, siger han og forstætter:

- Med certifikatet står alle kravene, vi skal leve op til, på sort og hvidt, og det giver os noget at konfrontere medarbejderne med. Hvis ikke reglerne står skrevet, så er de nemmere at bøje. På den her måde er der ingen diskussioner om, hvordan pladsen skal være, og hvordan vi skal agere.

Hans Christian Nielsen fremhæver, at hans forhåbning er, at alle stilladsvirksomheder i fremtiden skal være certificerede.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078