Ny branchegruppe ser dagens lys
Brancheforeningen Sikre Veje har oprettet en ny branchegruppe for trafikafspærring
Brancheforeningen Sikre Veje har oprettet en ny branchegruppe for trafikafspærring, som skal arbejde for at blive den naturlige samarbejdspartner for både myndigheder, udbydere og branchen generelt.
Det handler for branchegruppen om at få skabt en ens tolkning af regler i hele landet og at hæve branchens faglige niveau, oplyser Gregers Münter, næstformand i Sikre Veje til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Tanken om en ny branchegruppe har været der i nogle år, og nu sker det. Tiden er blevet mere moden, siger han og fortsætter:
- Sikre Veje er en bred brancheforening med en vis pondus, men når der skal diskuteres noget så specifikt som eksempelvis trafikafspærring, så skal man tale med specialister, og derfor har vi oprettet den specialiserede gruppe.
Møde på vej
Branchegruppen blev oprettet på et møde i fredags, hvor flere virksomheder fra branchen deltog. Seks af dem har allerede givet tilsagn om deltagelse i den nye branchegruppe, og yderligere to, som ikke havde mulighed for at deltage, havde forud for mødet givet udtryk for, at de også ønsker at deltage.
- Men så længe man er medlem af Sikre Veje og er en udførende afspærringsvirksomhed er man selvfølgelig altid velkommen til at deltage, siger Gregers Münter.
På et møde inden for en måneds tid vil branchegruppen blive konstitueret med en formand og en næstformand. Derefter handler det om at gøre den nye branchegruppe gældende.
- Forventningerne skal selvfølgelig afstemmes yderligere på mødet, men det ligger allerede nu fast, at forventningen selvfølgelig er, at gruppen naturligt bliver involveret, når snakken falder på trafikafspærring, siger Gregers Münter.