Regnvand skal give butiksgade et løft
Aarhus Kommune og en lang liste af private aktører er snart klar til at søge midler til et projekt på Frederiksgade
- Vi vil revitalisere gaden og gøre det til et rart sted at opholde sig. Det skal være et rekreativt område. Regnvandet skal være en del af gaden i stedet for, at det bare løber ned i kloakken. Det skal være synligt, hørbart og mærkbart, forklarer projektleder Tina Fredsted fra Klimasekretariatet i Aarhus Kommune.
Projektet skal give gaden et visuelt løft og skabe liv i gaden, men det får samtidig også et klimamæssigt aspekt. Det skal blandt andet ruste gaden til bedre at kunne klare eksempelvis voldsomme regnskyld.
Budgettet skal på plads
Hvilke løsninger gaden skal have, står ikke helt klart endnu, men der vil være tale om permanente installationer. Lige nu er OPI-samarbejdspartnerne i gang med at vurdere præcis, hvilke tiltag projektet skal rumme.
- Vi er nået ret langt med projektet. Nu skal vi have styr på det økonomiske aspekt, og derefter skal vi i gang med at skrive ansøgninger, siger Tina Fredsted.
Ansøgningerne skal skrives til fonde, da målet er, at fonde skal være med til at finansiere projektet.
Forventningen er, at selve udførelsen af projektet vil gå i gang i 2015 eller 2016.
- Vores bagkant er i 2017, hvor Aarhus skal være europæisk kulturhovedstad, siger Tina Fredsted.
Konkurrenter mødes
I OPI-projektet har en del virksomheder bidraget med mange frivillige timer på grund af netværket og den viden, projektet giver. Tre af dem er Cowi, Niras og Orbicon, som ellers normalt er konkurrenter.
- Vi anser projektet som et demonstrationsprojekt, som vi kan få gavn af i fremtiden. Derudover er projektet en god mulighed for vidensdeling. I Orbicon har vi kompetencer fra 600 ansatte og i projektet bliver de suppleret med kompetencer fra to andre virksomheder, siger biolog og projektchef i Orbicon Jacob Jacobsen.
Han håber på, at samarbejdet mellem de tre rådgivere vil fortsætte, når det endelige projekt skal realiseres og i udbud:
- Det kan selvfølgelig godt være, at vi til den tid bliver konkurrenter igen, men jeg håber, at vi kan fortsætte samarbejdet til den tid også. Det ville være oplagt.