Klar med bud på en ny forstad
Projektet NærHeden skal være et forbillede for fremtidens bæredygtige forstad. I aften bliver tre bud præsenteret
De tre hold er under ledelse af arkitektfirmaerne White, Vandkunsten/Cobe og Arkitema. Samlet set omfatter de en bred vifte af fagligheder inden for byplanlægning, arkitektur, miljø, landskab, teknik, økonomi, kultur og sociale forhold.
Holdene har siden januar i år arbejdet på at skabe hver deres bud på en udviklingsplan for NærHeden en helt ny bydel, der med sine 10.000 fremtidige beboere vil fordoble indbyggerantallet i Hedehusene.
Nyt bud på en forstad
NærHeden er blevet til i samarbejde med Høje- Taastrup Kommune og Realdania By og bliver placeret tæt på Hedehusene Station, i et område med store muligheder: Der er nærhed til København og til naturskønne områder.
- Og det er dét potentiale, som vi har bedt de tre hold om at forløse ved at give et nyt bud på en forstad, der tilbyder særligt gode muligheder for at leve et aktivt liv og gøre ting sammen med andre, siger projektdirektør for NærHeden Ole Møller.
Han tilføjer:
- Alle hold har svaret på opgaven, og forslagene indeholder et væld af idéer, der nu skal bearbejdes.
De tre forslag til udviklingsplaner består hver af en fysisk plan, en tids- og etapeplan samt en strategi for udviklingen af den nye bydel.
De bedste idéer bliver indarbejdet i den endelige udviklingsplan. Men først følger en offentlig dialog og en grundig vurdering og bedømmelse af de tre forslag.
Alle kommentarer går 11. juli videre til NærHedens bestyrelse, der sammen med faglige rådgivere skal vurdere og bedømme forslagene.