23948sdkhjf

Jobcentre skal tænke på virksomhederne

Indsatsen over for landets ledige skal fremover være mere individuel og virksomhedsrettet, foreslår Koch-udvalget, der i går fremlagde sine anbefalinger til en ny beskæftigelsespolitik
Beskæftigelsessystemet er for firkantet og retter sig ikke mod den enkelte lediges behov.

Det er hovedkonklusionen i det udspil til en ny beskæftigelsespolitik, som Koch-udvalget i går præsenterede på et pressemøde, hvor også beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), deltog.

Udvalget blev nedsat i februar sidste år, og kunne efter et år fremlægge 39 anbefalinger, der ventes at danne grundlag for regeringens kommende udspil til en reform af den aktive beskæftigelsesindsats.

- Da vi nedsatte udvalget, var det fordi, vi i dag har en beskæftigelsespolitik, der ikke fungerer efter hensigten, Vi skal blive bedre til at sikre, at de ledige får en varig tilknytning til arbejdsmarkedet, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

Blandt Koch-udvalgets anbefalinger er blandt andet en mere individuel indsats for den ledige og en mere virksomhedsrettet tilgang på landets jobcentre. Og indsatsen skal begynde allerede under den lediges opsigelsesvarsel og ikke først, når sidste arbejdsdag er overstået.

- A-kasserne skal ikke have en mindre rolle end de har i dag i forhold til virksomhedskontakten. Vi synes, det er helt rigtigt, at a-kasserne skal arbejde endnu mere intensivt, end de gør i dag med at få kontakt til virksomhederne, siger Carsten Koch, der også vil give virksomhederne bedre hjælp til rekruttering af ledige.

Står det til Koch-udvalget skal jobcentrene fremover have bedre overblik over efterspørgslen på arbejdsmarkedet. Dette, foreslår udvalget, sker ved at jobcentrene indhenter data og laver analyser af efterspørgslen på jobmarkedet, så de kan understøtte virksomheder i forbindelse med rekruttering til eksempelvis større anlægsopgaver.

Ligegyldig aktivering

Koch-udvalget anbefaler desuden, at den ledige efter seks måneder uden job skal have et “aktivtilbud", der kan være et praktikforløb eller et løntilskudsjob i en virksomhed.

Til gengæld anbefaler Koch-udvalget, at man skrotter ligegyldig og gentagen aktivering.

- Vi skal ikke spilde ressourcer på noget, der ikke er potent og jobrettet, siger Carsten Koch.

Ifølge udvalgets beregninger vil en jobreform baseret på deres anbefalinger på sigt få 3.500 flere i job og give staten en økonomisk gevinst på knap en mia. kroner.

- Vi vil nu diskutere anbefalingerne med arbejdsmarkedets parter, og så vil regeringen fremlægge et udspil. Med det grundige forarbejde, der er lavet, så må det være realistisk, at der er en aftale mellem forketingets partier klar inden sommer, siger Mette Frederiksen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219