Byggenyt
Hjørring: Hjørring Kommune har tænkt sig at bruge en faseopdelt licitationsmodel, når det nye teater- og oplevelseshus sendes i udbud, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Kommunen arrangerer åben prækvalifikation på fredag d. 21. marts, hvor store og mellemstore entreprenørvirksomheder kan byde ind. På den måde bliver der plads til lokale virksomheder.
Hvis byggeriet af råhuset bliver dyrere end forventet skal der indgås kompromisser. Det kan i værste fald betyde færre kvm til nogle af de indre funktioner i huset.
Hobro: Et enigt teknik- og miljøudvalg i Mariagerfjord Kommune har sagt ja til en lokalplan for en del af det centrale Hobro, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Den skal bane vej for, at rutebilstationen bliver en såkaldt kompaktterminal.
region midtjylland
horsens: Det er næsten to år siden, at tømrerfirmaet Torntoft & Mortensen købte den grund på Ternevej i Sydbyen i Horsens, der tidligere i mange år husede grossistvirksomheden Gasa.
Nu vil tømrerfirmaet bygge boliger, og det har bedt kommunen om at lave en lokalplan, der giver mulighed for at bygge 40 nye boliger i en og to etager på den 17.900 kvm store grund, skriver Horsens Folkeblad.
Hver grund bliver på cirka 450 kvm. Bebyggelsen vil ifølge lokalplanen blive en kombination af dobbelthuse og rækkehuse. Forleden sagde teknik- og miljøudvalget i kommunen god for at sende lokalplanforslaget i høring, og den beslutning ventes konfirmeret på et byrådsmøde i denne måned.
Hvis lokalplanen bliver vedtaget, vil de eksisterende bygninger blive revet ned.
RY: Ry Hallernes bestyrelse har i samarbejde med GPP Arkitekter udformet nye skitser til brug for det videre arbejde med en udvidelse af hallerne. Skitserne viser et idrætscenter med indgang i et nyt væksthus, nyt caféområde, springhal og store åbne glasfacader, skriver Midtjyllands Avis.
En af nyskabelserne i den kommende udvidelse bliver et bevægelseseksperimentarium, der som en slags Tarzanbane følger væggen rundt i den nye hal og således svæver" nogle meter over halgulvet.
Der indgår også en pigelounge, en scene, en klatrevæg med mere i udvidelsesplanerne.
Det samlede projekt med den nye hal er budgetteret til i alt 19 mio. kroner. Skanderborg Kommune har givet tilsagn om at bidrage med 11 mio. kroner, og Ry Hallerne har fået lov til at låne tre.
Derudover håber man, at fonde og sponsorer vil støtte med fem mio. kroner. Når økonomien er på plads, skal projektet udbydes i omvendt licitation.
I bedste fald kan byggeriet gå i gang før sommerferien og stå færdigt i starten af 2015.