En dag i bæredygtighedens tegn
Der var bæredygtighed i luften på InnoBYGs forårskonference, som blev holdt på VIA University College i Horsens
En række bygge- og ejendomsaktører var indbudt til at holde oplæg og direktør i Dansk Byggeri og Styregruppeformand i Innobyg, Michael H. Nielsen, understregede i sin velkomst at selvom begrebet bæredygtighed ikke er nyt, så er det yderst aktuelt og desuden er det nødvendigt, at vi tænker længere end energieffektivitet, og for alvor begynder at integrere hele bæredygtighedstankegangen, i vores bygninger.
Til daglig slår Steen Gade, der er energiordfører for SF, sine folder på Christiansborgs bonede gulve, men han havde fundet vej til konferencenn på VIA University College i Horsens, hvor han præsenterede nogle af de tanker og pejlemærker, som regeringen arbejder ud fra.
En af de ting Steen Gade slog fast var, at der i Danmark ikke længere investeres i fossil energi. Fremover er fokus på vedvarende energi i form af for eksempel biomasse, sol og vind. Affald er heller ikke længere at betragte som affald, men som ressourcer og skal genanvendes i en avanceret form.
Steen Gade opfordrede også branchen til at bygge efter 2020-kravene allerede nu, hvilket gav anledning til et spørgsmål fra salen fra direktør i Bygherreforeningen, Henrik L. Bang, som på bygherrernes vegne stillede spørgsmålet:
- Du siger, at I gerne vil have bygherrerne til at bygge til 2020 nu. For et par år siden sagde I, at 2020 havde karakter af forsøg. Hvornår gør I det sikkert at bygge bæredygtigt, så flere tør at gøre det?
Svaret var en politiker værdigt, hvilket Steen Gade selv påpegede, da han svarede, at han hørte og forstod spørgsmålet og at han ville bringe det videre.
Den grønne stol
Den efterfølgende paneldebat blev indledt med et kort oplæg fra de tre bygherrer i panelet, Christian Hartmann fra ATP Ejendomme, Henrik L. Bang fra Bygherreforeningen og Bjarne Krog-Jensen fra Boligselskabet Fruehøjgaard.
Direktør Christian Lerche fra Danske Ark styrede paneldebatten og stillede panelet dagens første spørgsmål, hvor han bad dem komme med bud på initiativer i deres regi, når det gælder den sociale bæredygtighed. Henrik L. Bang lagde ud med at fremhæve brugernes rolle og vigtigheden af at inddrage dem tidligt i processen, så vi kan lave bygninger, som giver bedre mening for brugerne.
Mange af ATPs ejendomme er centralt placerede og derfor lagde Christian Hartmann vægt på det essentielle i at sørge for, at nærområderne byder på gode kollektive transportmuligheder og at bygningernes gårdmiljøer, for eksempel i bygninger ved Kgs. Nytorv i København, er tilpasset brugerne.
Kommet for at blive
Et af spørgsmålene fra salen til dagens paneldebat, satte fokus på et andet centralt emne igennem dagen certificering.
Direktør i Byggeri og Anlæg på Teknologisk Institut Mette Glavind spurgte panelet, hvordan de ser på fremtiden for certificeringsordninger.
Christian Hartmann meldte straks ud, at han ikke er i tvivl om, at certificeringer er kommet for at blive, hvilket også understreges, når man kigger på udlandet.
Fra Henrik L. Bang var de parametre, som indgår i certificeringerne retningspile for, hvor man skal være opmærksom, når man bygger og det gælder uanset om man ønsker at certificere en bygning eller ej.
Vi skal skabe andet og mere end tykke vægge og højere husleje for folk, når vi bygger i bæredygtighedens tegn.
Under overskriften "Bæredygtighed som designparameter", præsenterede Signe Kongebro fra Henning Larsen Architects, Siemens nye hovedkvarter i München og Novo Nordisks nye hovedsæde i Bagsværd og kaldte bæredygtighed for det største gennembrud siden modernismen.
Engelske Professor i arkitektur, Brian Edwards, havde et simpelt budskab: Sustainability Pays.
Gennem et liv, hvor han har forsket i og praktiseret grøn arkitektur, er hans konklusion, at bæredygtighed betaler sig, når brugerne, virksomhederne og bygningerne alle får en gevinst.
Det gale sted
Som dagens sidste oplægsholder, satte debatøren Tor Nørretranders bæredygtigheden ind i et større samfundsmæssigt perspektiv og rundede dagen fint af med at understrege, at vi er indfødte på denne planet.
Jorden har brug for os i økosystemet, men vi skal ikke overforbruge og vi skal opføre os ordentligt. Det affald vi producerer, skal kunne indgå i økosystemet og derfor nytter det ikke, at vi producerer giftigt affald, som naturen ikke kan bruge til noget nyt, men som i stedet gør jorden ubrugelig og giftig.