Pæn modtagelse af jobreformen
Tilfredshed med jobrettet uddannelse og styrket voksenlærlingeordning
Aftalen indebærer stærkere fokus på den enkelte ledige, mindre aktivering og mere jobrettet uddannelse.
- Det er Dansk Byggeris synspunkt, at uddannelse skal foregå i det ordinære uddannelsessystem. Men der er også god musik i korte, erhvervsrettede uddannelsesforløb og i øget brug af voksenlærlingeordningen, siger Louise Pihl, arbejdsmarkedschef i Dansk Byggeri.
Dansk Byggeri peger på, at det er rigtig positivt, at seks ugers selvvalgt uddannelse bliver erstattet med muligheden for seks ugers erhvervsrettede uddannelsesforløb fra første ledighedsdag.
- Det vil gøre det muligt hurtigt og smidigt at flytte ledige til områder med mange jobåbninger, siger Louise Pihl.
Passer til de faglærte
Også i Tekniq hæfter man sig reformens fokus på jobrettet uddannelse.
- Reformen skal måles på, om virksomhederne får den arbejdskraft, de har brug for. I den forbindelse er det vigtigt, at uddannelsen målrettes virksomhedernes behov, både det akutte, men også det mere langsigtede. Vi er også glade for, at voksenlærlingeordningen styrkes, og at tilskuddet til virksomhederne forhøjes fra 30 til 40 kroner i timen. Det passer godt til det faglærte arbejdsmarked, hvor der er behov for nye kompetencer for eksempelvis den elektriker, der bliver ledig efter mange år i det samme job, siger underdirektør Tina Voldby.
Visse dele af reformen træder i kraft til nytår, andre først 1. juli næste år.
På de fleste områder er der behov for ny lovgivning.