Slagsmål om millioner i feriepenge
Langvarig strid om italiensk metro-entreprenørs manglende indbetaling af feriepenge er på vej mod en afslutning
Trevi har derfor under protest betalt 8,5 mio. kroner til den danske feriekasse og samtidig bedt om at få pengene igen med det samme.
Sagen er den, at Trevi i knap to år har nægtet at betale til den danske feriekasse, fordi virksomheden i forvejen betaler feriepenge til en fælles italiensk ferie- og pensionskasse, Cassa Edile.
Dansk Byggeri, hvor Trevi er medlem, har flere gange erkendt, at Trevi efter overenskomsten er forpligtet til at betale til den danske feriekasse, hvorefter der kan ske modregning, når virksomheden dokumenterer sine indbetalinger til Cassa Edile.
Rundt om Arbejdsretten
Trevi har i forbindelse med sin indbetaling til den danske feriekasse oplyst, at virksomheden i 2013 har betalt 1,3 mio. kroner direkte til Trevi-medarbejdere i Danmark, mens godt syv mio. kroner er indbetalt til Cassa Edile.
- Vi skulle en tur rundt om Arbejdsretten, før Trevi reagerede, men nu er pengene kommet, men vi mangler ordentlig dokumentation for, hvad det egentlig er, Trevi har betalt til Cassa Edile, som ud over at være feriekasse også er alt muligt andet. Samtidig skal vi have dokumentation for udbetalingen direkte til medarbejderne, siger Ole Christensen, forhandlingssekretær i Byggegruppen i 3F.
- Trevi skal naturligvis ikke betale mere end krævet efter overenskomsten, og når vi har den nødvendige dokumentation, får virksomheden det tilbage, som er betalt for meget, siger han.
En ny bod på vej
Konsulent i Dansk Byggeri Erling Olsen mener, at Trevi har udleveret den nødvendige dokumentation med hensyn til pengene indbetalt til feriekassen, og at man blot mangler at lave nogle få stikprøver af udbetalingerne direkte til folkene.
- Vi kan ikke acceptere, at pengene tilbageholdes, når der er fremlagt dokumentation. Det er ikke rimeligt, at Trevi har så mange penge ude at svømme, når de har dokumenteret, at der er betalt til Cassa Edile, siger han.
Selv om Trevi nu har betalt feriepenge, venter der formentlig den italienske virksomhed en væsentlig bod i Arbejdsretten for bevidst at have brudt overenskomsten.
Retten er sat 27. marts. Dansk Arbejdsgiverforening mener, at boden skal afspejle det forhold, at der er tale om en formalitet". Spørgsmålet er, om Dansk Byggeri har pådraget sig organisationsansvar. Det mener 3F.
Trevi er to gange tidligere idømt bod i Arbejdsretten for brud på overenskomsten. Det har samlet kostet firmaet 420.000 kroner.