Store forskelle på administrationsgebyr
Der er stor forskel på, hvad de enkelte kommuner tager i administrationsgebyr på erhvervsaffald, viser ny analyse fra Dansk Byggeri. Konkurrenceforvridende, mener miljøkonsulent
Det viser en analyse fra Dansk Byggeri, der har set nærmere på, hvor højt gebyret er i de danske kommuner.
Den kommune med det laveste gebyr er Nordfyns Kommune, som slet ikke opkræver noget administrationsgebyr. Det blev afskaffet i januar 2012, da man mente at selve opkrævningen af gebyret var for omkostningsfuld. Mest koster det i Herlev, der med et gebyr på 1.578 kroner indtager førstepladsen over dyreste kommuner. Dette er en stigning i forhold til sidste år, hvor gebyret lå på 1.554 kroner.Albertslund Kommune lægger sig tæt op af Herlev, med et administrationsgebyr på 1.572 kroner.
Rammer skævt
- Det giver en skævvridning, at gebyret er så forskelligt fra kommune til kommune. Det kan undre mig, at mens nogle kommuner mener, at der er for høje omkostninger forbundet med at opkræve gebyret, og derfor slet ikke opkræver det, så kan det i andre kommuner godt kan betale sig at opkræve administrationsgebyr - selv når gebyret er under 100 kr. Gebyret bør efter min mening bortfalde, da det er konkurrenceforvridende, siger miljøkonsulent i Dansk Byggeri, Simon Stig-Gylling.
Bør afskaffes
Efter den nye organisering af affaldssektoren er virksomheder ikke længere tvunget til at betale affaldsgebyr til den kommunale genbrugsplads. Dette gør de kun, hvis de tilmelder sig.
Kommunerne har dog stadig mulighed for at opkræve et administrationsgebyr for alle virksomheder, uanset om de er tilmeldt en genbrugsplads eller ej.
Undersøgelsen viser, at det gennemsnitlige gebyr for de 89 kommuner er 416 kroner - 16 kommuner har ikke oplyst gebyrets størrelse på deres hjemmeside. 34 kommuner har et højere gebyr, mens 55 kommuner har et lavere gebyr. I 2013 var landsgennemsnittet på 451 kroner. Gennemsnitligt er administrationsgebyret for erhvervsaffald derfor faldet fra 2013 til 2014.
Endnu en grund til at afskaffe det helt, mener Simon Stig-Gylling.
- 1.500 kroner fordelt ud på 12 måneder er i sig selv ikke så meget, men mange bække små. Virksomhederne oplever mange afgifter og prisreguleringer hele tiden og det er et klart irritationsmoment, siger han.