Med en generøs bevilling på 4,3 mio. kr. sikrer Købmand Herman Sallings Fond, at Den Gamle By kan dokumentere og hjemtage en fin funkisejendom fra Jelling. Huset skal indgå i den afsluttende etape af museets 1974-kvarter.
Ejendommen ligger i Gormsgade 1-3 i Jelling og er dømt til nedrivning i forbindelse med den nye helhedsplan for Jellingstenene. Der er tale om et helt almindeligt sammenbygget hus men alligevel "et fint og karakteristisk eksempel på dansk provinsfunkis", som arkitekturprofessor Gert Bech-Nielsen fra Arkitektskolen i Aarhus påpeger.