Brugte bildæk bliver til støjreducerende vejbaner
Vejdirektoratet og NCC Roads er del af et stort europæisk projekt, der arbejder på at udvikle nye stærkt støjreducerende vejbaner. En af ingredienserne er brugte bildæk
Det fælleseuropæiske projekt, Persuade, tager nu fat i begge problematikker og arbejder på at udvikle en stærkt støjreducerende asfalt ved hjælp af blandt andet brugte bildæk.
Asfalt kan nedbringe trafikstøj ved hjælp af to mekanismer. Dels har den nye støjdæmpende asfalt markant større hulrum, som absorberer lyden, og dels er asfalten elastisk, hvilket afbøder den høje slaglyd fra bildæk.
Den nye støjreducerende asfalt har en vis lighed med de elastiske belægninger, man kender fra løbebaner og legepladser. Der er endnu ikke præcise tal på effekten af den nye støjreducerende asfalt, men målet er en støjreduktion på 10 dB. Den støjreducerende asfalt er et alternativ til støjskærme og nedgravninger af veje.
Brugte bildæk i vejen
Asfaltens elasticitet kommer blandt andet fra et stort indhold af gummi. Op mod 50 procent af volumen er gummistykker, som delvist erstatter traditionelt stenmateriale.
Gummistykkerne er produceret af brugte bildæk, der dermed genanvendes fremfor at belaste miljøet. Udover gummi indeholder asfalten en stenblanding og bindemidlet er polyurethanlim i stedet for traditionel bitumen, og derfor blandes og udlægges asfalten koldt.
Projekt Persuade kører i syv EU-lande, og er i Danmark repræsenteret ved Vejdirektoratet og NCC Roads, der er partner på den praktiske udførsel som for eksempel test af recepter og udlægning på forsøgsstrækninger.
Projektet er endnu i de tidlige faser af udviklingsarbejdet, men de første forsøg er lovende, og Projekt Persuade fik Vejsektorens Innovationspris i 2013.
Siden august 2013 er asfalten blevet testet på hovedlandevej 619 også kendt som rute 59 ved Kalvehave på Sydsjælland, hvor lastbiler, personbiler og beboere nyder godt af en næsten lydløs vej.