Massiv sandfodring har konsekvenser
“I gamle dage" for ikke så mange år siden var Fanø berømt for sin flade og brede strand. I dag er der dannet nye klitter med marehalm næsten ud til daglig højvandslinje. De eneste, der jubler over det, er DN-folk (Danmarks Naturfredningsforening, red.) med Naturstyrelsen i spidsen, endelig er der på Fanø dannet noget uberørt natur, et kulturlandskab uden menneskelig indblanding. Men er der nu også det?
Det er beundringsværdigt, at da Kystdirektoratet og Naturstyrelsen valgte at kystsikre strækningen fra Thyborøn til Hvide Sande ved hvert år at pumpe sand ind på strækningen for 70 mio. kroner, som Vesterhavet hvert år er så venlig at transportere ned til Fanø, hvor der dannes nye klitter. Det er noget af det mest fantasiløse kystsikring, jeg som beboer ved havet i et halvt århundrede og som entreprenør-ingeniør har oplevet, men der er vel heller ikke en kreativ ingeniør tilbage i Kystdirektoratet - hovedparten må være universitetsuddannede ubådssænkere.
Hvad med at prøve at cement-stabilisere det indpumpede sand, så er Vesterhavet så venlig at lade det ligge. En anden måde at kystsikre på - specielt på østkysten - er gabionnet med 10 til 20 cm sten, hvor man vander sand ned mellem stenen og plastrer marehalm ovenpå. Da havet virker som en kædegraver kan den ikke trække det bagvedliggende materiale med ud, og da marehalmen, som har to til tre meter dybe rødder holder den sammen med nettet på sand og sten. Konstruktionen klarede cirka 20 timers belastning fra “Bodil" i Knebelvig.
