23948sdkhjf

Regeringen svigter uddannelser

Fagforbund frygter for deres uddannelser som følge af den ny autorisationslov
Med den ene hånd laver regeringen en erhvervsuddannelsesreform, der skal gøre det mere attraktivt at tage en uddannelse som håndværker. Med den anden undergraver man reformens intentioner ved at lempe kravene for at udføre el- og vvs-arbejde.

Det mener to af landets fagforbund, som udtrykker både forundring og skuffelse over regeringens aftale med Venstre, SF og Liberal Alliance om en ny autorisationslov.

- Det var absolut ikke, hvad vi havde ventet af såkaldte arbejderpartier. Jeg forstår heller ikke, hvorfor man for nylig har vedtaget at lave en reform, der skal styrke erhvervsuddannelserne, når man så med den anden hånd fjerner væsentlige elementer af et uddannelsesområde fra et fag, siger Jørgen Juul Rasmussen, forbundsformand i Dansk El-Forbund.

Max Meyer, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, er enig.

- Jeg er dybt, dybt skuffet over Socialdemokraterne og SF. Med erhvervsuddannelsesreformen ønsker man mere faglighed og kvalitet. Med autorisationsloven sender man derimod et signal om, at det ikke er vigtigt at uddanne sig og at man kan klare sig med kvarte kompetencer. Jeg frygter, at det går over tiltrækningskraften til vvs-uddannelsen. Hvorfor tage en hel uddannelse, hvis lovgiverne mener, at det er nok med et kortere kursus, siger han.

Regeringen svigter

Aftalen indebærer blandt andet, at trækning af el-kabler og vandrør kan ske uden autorisation. Samtidig indføres der delautorisationer, så det ikke kræver en fuld autorisation for virksomheder at udføre eksempelvis el-, vand- og afløbsarbejde i boliger.

- Af hensyn til nogle fiktive og udokumenterede forventninger om besparelser vil man nu lade murere eller andre, der har taget et lille kursus, udføre el-arbejde. Det svarer til at sige, at tandlægen da lige så godt lige kan kigge på halsbetændelsen, hvis man alligevel sidder i stolen. Der er altså en grund til, at en elektriker har en lang faglig uddannelse bag sig, siger en rasende forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen.

- Jeg må konstatere, at man overhovedet ikke har lyttet til en samlet branche i det her spørgsmål, og jeg har nærmest ikke ord for, hvor dybt skuffet, jeg er. Jeg må sige det, så klart jeg kan: Regeringen svigter os som faglært gruppe, og den svigter en hel branche. Men hvad værre er: Den svigter også sikkerheden, hvor man nu kan frygte det værste, siger han.

Håber på forbrugerne

Max Meyer deler bekymringen.

- Det er komplet uforståeligt, at man har ladet sig bilde ind, at de nye regler giver mere konkurrence og lavere priser for forbrugerne. Man spiller i stedet hasard med vores uddannelser og med sikkerheden.

- I princippet er jeg ligeglad med hvem der har autorisationen. Det vigtigste er, hvem der udfører arbejdet, og der er ingen garanti for, at dem der skal udføre vvs-arbejde i fremtiden har de fornødne kvalifikationer. Vi kan imidlertid håbe, at det ikke slår igennem og forbrugerne er kloge og vælger den autoriserede og sikre løsning, siger han.

Metal er positiv

Mens Dansk El-Forbund og Blik og Rør raser, så roser Dansk Metal den ny lov.

- Mange af vores medlemmer arbejder i dag på områder, der ligger tæt op af de autorisationsbelagte. I dag er de forhindret i at lave måske mindre el- eller vvs-arbejder, men nu får de mulighed for at uddanne sig og få en del-autorisation, siger Per Påskesen, der er uddannelseschef i Dansk Metal.

Af aftalen mellem regeringen og de tre partier fremgår også, at erhvervs- og vækstministeren nedsætter en gruppe, der skal følge erhvervsakademiernes praksis i de uddannelsesforløb, der etableres i forbindelse med de nye delautorisationer. Her vil relevante organisationer blive inviteret til at deltage

Autorisationslovforslaget skal efter planen færdigbehandles i denne uge og træde i kraft 2. juni.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125