Eksport kræver høje ambitioner
Ordene tilhører daværende handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) og faldt i 2012.
Samme år sagde Lars Løkke Rasmussen (V) følgende om fremtiden for den danske sundhedssektor:
- Så får vi altså muligheden for at eksportere den enorme viden, vi har opbygget i den offentlige sektor.
To udtalelser, der viser stor politisk forståelse for potentialet i, at eksportere danske løsninger og viden inden for sundheds- og velfærdsteknologi.
Men skal vi for alvor åbne døren til potentielle vækstmarkeder, skal der helt andre boller på suppen. Vi skal stoppe det nuværende fokus på den billigste løsning og i stedet turde gå andre veje.
I dag er der dog fire grundlæggende problemer i forhold til at eksportere vores sundhedsløsninger:
1. Incitamenterne for private virksomheder til at indgå i innovative samarbejder med det offentlige er alt for små.
Hvis vi skal eksportere skal der private virksomheder med i projekterne. Men når en privat virksomhed samarbejder med det offentlige om innovations- og udviklingsprojekter, medfører det administrativt tungt arbejde, som koster både tid og penge. Rammerne for offentligt-privat samarbejde skal derfor gøres mere smidige, så virksomhederne får mere frihed til at udvikle produkter og services, der kan eksporteres til store internationale vækstmarkeder.
2. Vi stiller for lave kvalitetskrav til opgaveløsning i sundhedssektoren.
Hvis private og offentlige aktører skal samarbejde bedre, skal der stilles større krav, der tvinger os til at tænke nyt og innovativt. Det kan være krav af følgende karakter:
95 procent af alle forsyningsopgaver skal i 2025 håndteres automatisk på danske hospitaler
95 procent af et hospitals spildevand skal renses, så det kan genbruges
20 procent af alle medicinske patientforløb skal tilbydes som telemedicinske løsninger
Ved at stille høje krav forbedrer vi ikke kun det danske sundhedsvæsen, men grundlægger også et fundament for vækst, nye arbejdspladser og eksport.
3. Vi er ikke dygtige nok til at sælge.
Vi er simpelthen ikke gode nok til at prale af vores gode resultater. Når vi i fremtiden skaber nye hospitaler, skal vi prioritere midler til at skabe koncepter og løsninger, der kan fungere som udstillingsvindue for danske produkter og rådgivning. Vi skal give de private virksomheder mulighed for at fremvise egne løsninger i Danmark. Det vil give et stort troværdighedsløft.
4. Vi skaber for få innovative offentligt-private samarbejder.
Alectia deltager for eksempel i partnerskabet Intelligent HospitalsLogistik, der har til formål at udvikle en innovativ lager- og logistikløsning til sygehuse både inden- og udenlands.
Projektet, der både har private og offentlige partnere, har gode perspektiver med henblik på at sikre effektive patientforløb, mindre energispild samt reducering af tunge løft for de ansatte.
Desværre findes der ikke nok af denne slags samarbejder i Danmark. Skal vi fremme produktionen af kreative løsninger kræver det et massivt investeringsløft i denne type innovative projekter.
Grundlæggende har Danmark et stort potentiale for at eksportere vores sundhedsløsninger. Men skal eksporteventyret udleves, kræver det, at vi skaber mere frie rammer for offentligt-privat samarbejde. At vi stiller skrappere kvalitetskrav i sundhedssektoren.
At vi målretter dem til at skabe udstillingsvinduer. Og at vi øger investeringerne i innovative udviklingsprojekter. Ellers bliver det ved de flotte skåltaler.