23948sdkhjf

Miljøminister afviser en samlet råstofplan

Der vil ikke blive udarbejdet en samlet plan for indvinding af råstoffer. Det fremgår af et svar fra miljøminister Kirsten Brosbøl (S). Danske Råstoffer ærgrer sig
Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) ser ikke noget behov for at udarbejde en samlet råstofplan.

En sådan plan er ellers blevet efterspurgt af både Danske Råstoffer og Enhedslisten.

Det fremgår af et svar fra ministeren til et spørgsmål, som Folketingets Miljøudvalg har stillet efter ønske fra miljøordfører Per Clausen (EL).

Ministeren finder det ifølge det skriftlige svar ‘hensigtsmæssigt, at der i forbindelse med råstofplanlægningen sker en sammentænkning af indvinding til lands og til vands, men ser ikke umiddelbart et behov for et større udredningsarbejde’.

Det ærgrer Lasse Møller Vollesen, sekretariatsleder i Danske Råstoffer.

- Vi havde håbet, at hun havde benyttet anledningen til at tage skridtet videre og lavet en national plan, men det vil ministeren åbenbart ikke. Vi mener, at der skal arbejdes hen imod en samlet råstofplan. Vi kan se, at de her indvendinger i Øresund har skabt en heftig debat om reglerne, som de er nu, så ministeren kunne godt have grebet den her, så råstofindvinding fremover kan blive mere bæredygtigt, siger han.

Eftersyn af reglerne

Der vil dog blive kigget på reglerne for fællesområder.

Miljøministeren har nemlig bedt Naturstyrelsen se på, om indvindingen i Øresund har været for intensiv, og om de nuværende regler for fællesområder er gode nok.

- Når det er sagt, må jeg slå fast, at der også fremover vil skulle skaffes råstoffer til store anlægsarbejder, og at det er hensigtsmæssigt, at en væsentlig del af disse bliver indvundet på havet. Der vil derfor også fremover blive givet tilladelse til væsentlig indvinding i visse områder. Hvad enten råstofindvinding sker på land eller på havet, vil den indebære, at der fjernes materialer, og dermed sker forandringer i det område, hvor der indvindes. Det afgørende er, at tilladelserne kun gives på baggrund af grundige miljøundersøgelser og miljøvurderinger, skriver Kirsten Brosbøl.

Systemet med fællesområder har ellers fungeret fint, mener Lasse Møller Vollesen.

- Systemet er, som vi ser det, godt. Men nu lægges der op til, at der skal sættes maksimale mængeder på. Det er vi ikke imod, men det har indtil nu fungeret fint uden loft, siger han.

Ingen massiv indvinding

Ud over at ministeren ikke vil tage initiativ til at lave en samlet råstofplan, så afviser hun, at der er sket en så massiv indvinding i områderne ‘Disken’ og ‘Vedbæk’ i Øresund i vinteren 2013-2014 at det svare til mange års normalindvinding.

- Nej, i ingen af de to områder er der i vinteren 2013-14 sket en indvinding, der svarer til flere årtiers normal-indvinding. Med hensyn til området ‘Vedbæk’ er der ikke sket nogen indvinding i vinteren 2013-14. Den største indvinding skete i 2012, og området blev lukket i januar 2013, fordi den tilladte mængde var indvundet. I området ‘Disken’ skete der en intensivering af indvindingen i vinteren 2013-14. Området blev lukket i januar 2014, fordi den tilladte mængde var indvundet, skriver Kristen Brosbøl i sit svar.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094