23948sdkhjf

Vækst i det offentlige forbrug

Vækst i det offentlige forbrug på fire mia. kroner og et højt niveau for offentlige investeringer. Finansministeren fremlagde i går regeringens udspil til den kommende finanslov
“Et stærkere fællesskab". Det er overskriften på regeringens finanslovsudspil, som finansminister Bjarne Corydon (S) i går fremlagde på et pressemøde.

Udspillet indeholder blandt andet penge til at forhøje fradraget for fagforeningskontingenter samt en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 procent, hvilket svarer til fire mia. kroner.

Derudover forudser regeringen, at der vil komme 21.000 flere i arbejde i 2014 og 22.000 i 2015, fordi den økonomiske krise er på retur.

- Tingene er ikke helt så sorte længere. Vi er blevet mere sikre på, at væksten er ved at indfinde sig i Danmark. Det, der ligeså stille er ved at trække dansk økonomi op i gear, er privatforbruget, der i roligt tempo er på vej op. Og vores danske virksomheder har godt gang i eksporten af danske varer. Vi forventer, at den udvikling fortsætter, siger Bjarne Corydon.

Løft af jernbaner

Regeringens lægger med finanslovsudspillet op til, hvad finansministeren kalder et “historisk højt niveau" for offentlige investeringer.

I alt har regeringen afsat 43 mia. kroner, der blandt andet skal give de danske jernbaner et løft, så rejsetiden mellem Danmarks fem største byer kan nedbringes. Derudover er der afsat penge til at styrke det statslige vejnet.

- Regeringen har fremrykket byggeriet af veje, supersygehuse og renovering af skoler for at holde hånden under beskæftigelsen gennem krisen. De offentlige investeringer er løftet til et af de højeste niveauer i 30 år. Også i 2015 budgetterer vi med investeringer for knap 43 mia. kroner. Det skyldes, at vi ikke er helt ude af krisen endnu, og der derfor stadig er behov for at vi understøtter beskæftigelsen i Danmark, siger finansministeren.

I finanslovsudspillet er der ikke afsat penge til at forlænge Boligjobordningen. Det møder kritik fra de Konservative.

- Det er dybt skuffende, at der ikke er et eneste nyt initiativ til jobskabelse i det private erhvervsliv. Hvis der blev skabt flere job i erhvervslivet, kunne det være med til at skabe det opsving, vi alle går og venter på. Det er helt tydeligt, at den her finanslov er designet til at blive stemt hjem med SF og Enhedslisten. Jeg ville ønske at regeringen havde lyttet til argumenterne og videreført Boligjobordningen. Gerne så også tyverisikring af private hjem bliver omfattet. Hvis man ønsker et opsving, så skal man hjælpe det på vej, siger Mike Legarth, finansordfører i Konservative.

Ingen saglige argumenter

Bjarne Corydon mener ikke, der er saglige argumenter for at bevare ordningen.

- Påstanden om, at 5.000 skulle miste deres job, som følge af, at Boligjobordningen bliver afskaffet, spejles ikke i vores skøn. Boligjobordningen er et redskab, vi har brugt i de år, hvor krisen var værst. Det har været ganske udemærket, men jeg har det sådan - og det mener jeg er det saglige synspunkt - at vi ikke for evigt i Danmark skal have statsstøtte til alt håndværkerarbejde, siger han.

Bjarne Corydon afviste i går på pressemødet, at dagpengesystemet er til forhandling. Det bliver først efter, at Dagpengekommissionen har fremlagt sine anbefalinger, bedyrede finansministeren.

Det skuffer Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen

- Desværre for regeringen er det ikke gjort med retorik og flotte ord alene. Finansloven gør intet ved det mest akutte problem med dagpengene, skaber alt for få job og strammer samlet set grebet om økonomien, siger hun.

Liberal Alliances finansordfører Ole Birk Olesen kalder regeringens finanslovudspil for en risikabel økonomisk færd.

- Regeringen vælger at lade dansk økonomi balancere på en knivsæg. Efter alt at dømme, fordi vi træder ind i et valgår, hvor regeringen gerne vil bruge så mange penge som muligt. Det er ikke ansvarligt, siger Ole Birk Olesen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156