23948sdkhjf

Krisen har renset byggebranchen

For megen usund drift, panikagtige tilbud og underbud er afløst af mere seriøs og fornuftig økonomisk sans i virksomheder
4.927 virksomheder er gået konkurs inden for bygge- og anlægsbranchen igennem de seneste seks år.

Det er gået ud over mange ordentlige virksomheder, men det har samtidig udrenset en række, der havde for lidt styr på driften, kaotisk planlægning og afgav for lave tilbud.

Bygge- og anlægsbranchen er blevet mere forsigtigt, mere grundig og realistiske om, hvilke opgaver de byder på, og ikke mindst hvor meget de vil gå ned i pris.

- Der var mange gode virksomheder, der blev uskyldige ofre for krisen, men der er også blevet renset ud i de virksomheder, der drev deres virksomheder dårligt. Så overordnet er branchen blevet mere sund. I de sidste gode år blev der indgået mange hurtige kontrakter, som byggede på en dårlig forretningsmodel, hvor selve projektet gav underskud, og så tjente man penge på de tilstødende ekstra opgaver. I dag er der en mere seriøs virksomhedsdrift i branchen, siger Per Hald, der er advokat og partner i advokatfirmaet Brandt og Lauritzen.

Plads til forbedringer

Også fra revisorside oplever man, at bygge- og anlægsbranchen i dag i langt højere grad er styret af en mere ansvarlig forretningssans.

- Der var plads til forbedringer, må man sige. Før krisen var der rigtigt meget fart på, og ikke alt var lige gennemtænkt forretningsmæssigt. Det er jo en branche med konstant fokus og pres på pris og med konstant skift af samarbejdspartnere, så indtjening og overskudsgrad var lav trods byggeboomet, siger Thomas Frommelt, der er partner i revisions- og rådgivningsvirksomheden Deloitte.

Da krisen kom, blev en del virksomheder grebet af panik og bød på opgaver, som reelt ikke var rentable for dem.

- Mange havde ikke styr på rentabilitet og budgetter, og medførte færre gennemtænkte tilbud. Det var en ond spiral, siger han.

Ikke råd til fejltagelser

Thomas Frommelt mener, at krisen har betydet, at de virksomheder, der har overlevet, er blevet mere fornuftige, og i dag driver virksomheden på en anden måde.

- Det er min oplevelse, at virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen i dag agerer fornuftigt. Der er heller ikke råd til fejltagelser, da der stadig mangler adgang til likviditet. Så i dag siger virksomheder nej til opgaver, de ikke magter. Det gjorde man sjældent før, siger han.

Men der er dog alligevel plads til forbedringer, mener revisoren.

- Underligt nok er der stadig eksempler på, at der sker mindre hensigtsmæssige fejl - især hos mindre virksomheder. Eksempelvis at de ikke får sendt deres regninger af sted til tiden. Og det kan have store konsekvenser, hvis en virksomhed ikke rammer sidste dag for indlevering af for eksempel en faktura på to mio. kroner for en opgave. Nogle bygherrer siger så, at betalingen skal vente til næste måneds deadline. Og så mangler der penge i kassen i en måned, og det kan være skæbnesvangert for en mindre virksomhed, siger han.

Thomas Frommelt mener, at de skal opprioritere regnskabsstyringen.

- Mange virksomheder har måttet skære til benet, og det har måske også ramt deres administration. Men pas med det. Tilbud, fakturaer, omkostninger, lønninger skal der være styr på, hvis virksomheden skal overleve i det lange løb, siger Thomas Frommelt fra Deloitte.

Mere kynisme

Hos Dansk Byggeri oplever chefkonsulent Andreas Fernstrøm, at virksomhederne er blevet mere realistiske og langsigtede med deres planlægning.

- Efter så mange års krise er virksomhederne på en måde blevet mere kyniske. De nærer ikke så mange illusioner, og skærer derfor hurtigt i omkostninger, hvis der ikke kommer ordrer ind. Før ventede de måske for længe i håbet om, at krisen snart sluttede. Den adfærd har de ændret, siger han.

Og der er stadig brug for at vende hver énkrone. Ifølge Andreas Fernstrøm er krisen bestemt ikke afblæst, da det private forbrug stadig er meget lavt. Dansk Byggeri vurderer, at der også i år kommer er et højt antal konkurser - 600 - trods det relativt beskedne antal på 28 virksomhedskonkurser i februar.

Men Andreas Fernstrøm roser de virksomheder, der er på markedet i dag.

- I opgangstider er der mange forskellige slags virksomheder. Og ikke alle er lige seriøst drevet. Men det er mit indtryk, at virksomhederne i dag har et mere realistisk forhold til deres drift. Og det bekræfter Dansk Byggeris seneste opgørelse over overskud i bygge- og anlægsvirksomheder, hvor 78 procent af dem havde overskud. Så det går den rigtige vej, siger Andreas Fernstrøm.

Brændt barn

Hos advokatfirmaet Brandt og Lauritzen glæder advokat og partner, Per Hald, sig over, at byggebranchen ser ud til at have lært sin lektie og blevet sundere.

- Brændt barn skyr ilden. Og det er nok det, der har gjort byggebranchen mere forsigtigt og fornuftig. Men det var også tiltrængt. Der var nogle virksomheder, der levede superfarligt. De havde ofte et negativt dækningsbidrag og så holdt sig i live ved at have et stort, konstant cashflow. Men det holder ikke at drive forretning på den måde. I dag laver firmaerne mere seriøse beregninger og sikrer sig, at der er overskud i det tilbud, de afgiver. De vækster mindre, men til gengæld har de en sundere virksomhed, siger Per Hald fra advokatfirmaet Brandt og Lauritzen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11