Lokale håndværkere vil opføre ny sportshal i Kalundborg
Fornyet prækvalifikationsrunde på ny sportshal i Kalundborg har fået flere entreprenører til at søge om prækvalifikation
Langt flere håndværkere og entreprenører har anmodet om prækvalifikation denne gang end i den første runde, som gik ud i slutningen af maj. Også en del lokale håndværkere har meldt sig på banen og anmodet om prækvalifikation til det nye bevægelseshus.
- Vi er godt tilfredse med, at vi tog en fornyet runde for at få et større felt af prækvalificerede. Især når det har vist sig, at vi har fået en god blanding af større og mindre virksomheder, og ikke mindst at både lokale og udefra kommende håndværkere har budt ind. Spiralen er et byggeri af høj kompleksitet. Her har vi brug for de allerbedste tilbud, både hvad angår faglighed, samarbejdsevner og prisniveau, siger Kalundsborgs borgmester, Martin Damm (V) i en pressemeddelelse.
Dog har ingen firmaer indgået konsortier, sådan som der er blevet opfordret til i begge runder, hvis det har knebet for den enkelte virksomhed at leve op til kravene.
Synliggøre udbud
Forud for prækvalifikationsrunden er der, i samarbejde med Kalundborgegnens Erhvervsråd, ydet en stor indsats for at synliggøre prækvalifikationen.
Dette formodes at have haft en stor effekt på den øgede andel af lokale håndværkere og den øgede andel af anmodninger i det hele taget.
Spiralen" går nu i udbud med licitation den 30. september på Kalundborg Rådhus. Herefter skal licitationsresultatet igennem den politiske behandlingsproces, og det forventes at første spadestik til Spiralen kan tages i begyndelsen af november.
Sportshallen kommer til at huse skoleidræt for eleverne på Skolen på Herredsåsen i dagtimerne og kampsport, dans, gymnastik og andre aktiviteter i eftermiddags- og aftentimerne.
Sportshallen er tegnet af Mutopia Arkitekter og projektet er støttet af Lokale og Anlægsfonden, som har medvirket til dets udvikling, samt A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.