Nyt Bellahøj gør sig klar
En ny og meget ambitiøs renoveringsstrategi skal sikre boligområdet Bellahøj for fremtiden
De bliver dermed rådgivere for en samlet helhedsplan til i alt 1,1 mia. kroner, hvis vision er, at Bellahøj skal genskabes som et boligområde med en stærk identitet, hvor beboerne er stolte af at bo, og hvor andre drømmer om at flytte hen.
Bellahøj skal i tråd med bebyggelsens historie have attraktive fysiske rammer for et godt og sundt boligliv.
En overordnet strategi
Den gennemgribende renovering omfatter ikke alene Bellahøjs ikoniske bygninger, men også en bearbejdning af det omgivende landskab, lyder det fra Byggedirektør i KAB og formand for bedømmelseskomitéen, Rolf Andersson, som siger:
- Med det vindende forslag er der skabt en strategi, der angiver de overordnede retningslinjer for renoveringen, og som vil være styrende for, hvordan de mange udfordringer, der fortsat skal håndteres og bearbejdes med bygherregruppen, Kulturstyrelsen, Københavns Kommune, beboerne og totalrådgiverne, bliver løst.
Arkitektoniske værdier
Både Kulturstyrelsen og Københavns Kommune udpeger Bellahøj til at have stor kulturhistorisk og arkitektonisk værdi, og det har været vigtigt at gøre boligerne tidssvarende og attraktive uden at gå på kompromis med nuværende kvaliteter.
- Det lykkes til fulde i vinderprojektet, hvor alle bygninger analyseres systematisk. For at skabe en entydig forståelse i arbejdet med selve renoveringen, som skal varetages af forskellige boligforeninger og rådgivere, introduceres desuden et planlægningsredskab, som vil sikre værdierne, siger Rolf Andersson.
Gentænke Bellahøj
Henning Larsen Architects og Erik Møller Arkitekter står i spidsen for renoveringen, der har fået titlen "Bellahøj genfortælles".
Renoveringsstrategien favner ifølge arkitekterne, alle skalaer, fra den overordnede helhed og sammenhængen med resten af byen til den enkelte bygningsdetalje.
Rent arkitektonisk genskabes eller forstærkes bygningernes indbyrdes sammenhæng og individuelle udtryk, samtidig med at helheden bevares.
- Da Bellahøjhusene blev opført var det et symbol på væksten i den danske velfærdsstat. Det gav en stolthed at bo ved Bellahøj og være en del af dette fremskridt. Bellahøj skal atter blive et symbol på nye tider. I tillæg til den fysiske helhedsrenovering sætter vi også gang i en proces, der skal skabe merværdi, stolthed og identitet for beboerne. Vores strategi rækker længere end blot den fysiske renovering, siger Signe Kongebro, arkitekt og partner hos hovedrådgiver Henning Larsen Architects.
Kickstart
Projektet kickstartes med forbedringer, der kan gennemføres uafhængigt af bygningsrenoveringen. På den måde vil beboere og andre brugere af området opleve en positiv udvikling allerede i projektets indledende faser.
- Bellahøj er gennem fem årtier renoveret ud fra forskellige forudsætninger. Bygningerne og bygningskomponenterne tilstand og restlevetid er derfor helt forskellig. Med udgangspunkt i vores metode får vi genskabt en sammenhæng mellem helhed og variation af høj bygningsarkitektonisk kvalitet med udgangspunkt i innovative og bæredygtige løsninger, siger Morten Ørsager, der er arkitekt og partner i Erik Møller Arkitekter.
Selve projekteringsarbejdet for bygningerne vil blive varetaget af totalrådgiverteams, som boligorganisationerne afdelingsvist indgår aftale med.
Renoveringen af Bellahøj forventes at gå i gang i starten af 2016. Projektet kickstartes med forbedringer, der kan gennemføres uafhængigt af bygningsrenoveringen.