23948sdkhjf

Politikere vil se på erhvervsstøtte

Erhvervsstøtteordningerne skal være mere gennemskuelige for landets virksomheder, mener flere politikere
Der var sol fra oven og jazzmusik i baggrunden, da DS Håndværk og Industri og Væksthusene inviterede inden for til debat om erhvervsstøtteordninger på weekendens Folkemøde i Allinge på Bornholm.

Her debatterede politikere fra Venstre, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF og Alternativet med DS Håndværk og Industri om de muligheder støtteordningerne giver de danske virksomheder - men også hvad der kan forbedres.

- I virksomhederne spørger de sig: hvad er det støtteordningen hedder i dag? Det er svært at vide eftersom skiftende regeringer og politikere alle har skullet sætte deres navn på. Derudover er det rigtig vigtigt, at man ikke favoriserer bestemte brancher. Den enkelte støtte skal være for alle virksomheder, sagde Jani Lykke Methman, direktør i DS Håndværk og Industri.

Det mente socialdemokraternes erhvervsordfører Benny Engelbrecht, at det er svært at komme uden om.

- Energiteknologi er i dag det hurtigst voksende teknologiområde. Og her har Danmark en førerposition på hele verdensmarkedet. I fremtiden skal vi i høj grad leve af at eksportere nye teknologier. Derfor ville vi da skyde os selv i foden, hvis vi ikke satsede på det, sagde han og understregede, at det må være i erhvervslivets egen interesse at være selvfinansierende og helt undgå at blive støttet, sagde han.

Svære at gennemskue

For Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby er et centralt problem, at støtteordningerne er svære at gennemskue.

- Ordningerne er bredt defineret. Mange gange har man i forbindelse med forlig fundet penge og oprettet lånepuljer. Det betyder, at der i dag er over 160 steder at søge penge og det gør det svært at overskue, hvor man bedst finder midler til sin idé. I dag bliver man også mødt af for meget bureaukrati, når man søger støtte - det skal være meget mere gennemskueligt, sagde han.

Mere enkelt

Niko Grünfeld fra Alternativet fokuserede i debatten på iværksætteri, som han mener, det skal være mere enkelt, at begive sig ud i.

- Vi vil gøre Danmark til det mest innovative land i verden, det er derfor vigtigt, at det er let at komme i gang, sagde han.

For Benny Engelbrecht er det også vigtigt, at gøre det lettere for de små og mellemstore virksomheder at skaffe risikovillig kapital.

- For mig handler det mere om, hvordan man gør det lettere at skaffe risikovillig kapital. Og hvordan man kan sikre, at risikovillig kapital bliver lettere tilgængelig. Vi er jo ikke ideologer. Vi vil bare gerne skabe nogle arbejdspladser. Men erhvervslivet skal ikke være på støtten, lød det klart fra S-ordføreren.

Vil favorisere alle

Steen Gade fra SF mente, at de danske støtteordninger bærer præg af at ville favorisere alle.

- Der er brug for at få gang i økonomien i forhold til de små virksomheder. Det handler ikke om, at vi skal give flere penge, men om at vi kommer fra en tradition, hvor ingen at de store måtte blive sure, når de små fik noget. Det skal vi have set på. Og så skal vi løse situationen med finansiering til dem, der har nogle gode idéer. Man må appellere til, at de store virksomheder ikke ser de små som konkurrenter, der en dag kan slå dem ud, men mere som facilitatorer, sagde han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11