23948sdkhjf

Over åen efter vand

Det er nok en kende tidligt - men formentligt helt bevidst - når transportminister Magnus Heunicke stiller sig op på ølkassen i Nakskov, hvor man er godt i gang med at fejre alle de mange arbejdspladser, der tilsyneladende kommer til byen som følge af Stostrømsbroen.

Men han sælger skindet, før bjørnen reelt er skudt, for det er langt fra sikkert, at det bliver den jobfest, som han lægger op til.

Det er nemlig op til den hovedentreprenør, der får opgaven med at bygge, at beslutte, hvordan opgaven skal løses.

Vejdirektoratet peger ellers netop på Nakskov Havn som den bedst egnede produktionshavn på et 10 hektar stort område, som hovedentreprenøren kan benytte kvit og frit. Men det er kun hvis valget falder på en element-løsning, som det var tilfældet med Vestbroen over Storebælt.

Bliver det derimod en opgave, hvor der skal støbes på stedet, svinder antallet af arbejdspladser til Nakskov så meget ind, at der reelt ikke bliver tale om ret meget arbejde, der skal laves i Nakskov.

Meget kan dog tale for en elementløsning, men det er langt fra sikkert. Det kommer helt an på, hvordan det vindende konsortium regner den ud.

Det er i sådanne sager vigtigt at være sig bevidst, at der er konkurrence på opgaven. Ikke kun på prisen, men også på metode, og på betingelser i det hele taget.

Der er flere løsningsmodeller, og derfor er det stadig meget åbent, hvad det endelige resultat bliver. Det er naturligvis meget positivt for Nakskov, hvis der bliver tale om en løsning, hvor elementerne rent faktisk kan støbes i Nakskov, og efterfølgende sejles til Storstrømmen.

Der er måske grund til at advare imod at slå for meget politisk plat på et resultat, som faktisk ikke er på plads endnu. Men en fast forbindelse skal der nok komme - med de mange fordele der vil være med den. Så kan togene igen komme denne vej og være en naturlig del af den kommende Femern-forbindelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12