Klassisk håndværk bringer facaden tilbage
Historisk bygning i nordsjællandske Liseleje har fået sin oprindelig facade tilbage
- Specielt i et kystnært område som Liseleje er der mange problemer med husfacader, hvis de behandles med forkerte materialer, typisk cementholdige produkter. Derfor håber vi, at mange husejere og håndværkere vil kigge forbi og opleve, hvordan en smuk og holdbar facade kan genskabes, siger Bjarne Pedersen, Liseleje Borgerforening.
Bag det udsædvanlige initiativ står Liseleje Borgerforening. Formålet er, udover at redde Ishuset, at inspirere lokale ejere af ældre huse til at renovere deres facader med traditionelle håndværksteknikker og kalkbaserede materialer, der sikrer en langtidsholdbar facade. Samtidig skal det være med til at forskønne området gennem kalkens unikke farveegenskaber.
Opført i 1901
Ishuset i Liseleje blev opført i 1901 af de lokale fiskere til opbevaring af isblokke, der i vinterens løb blev hugget ud fra de omkringliggende søer og vandløb. Isen blev i sommerens løb anvendt til nedisning af fisk, der blev eksporteret så langt som til Hamborg og Lybeck. Bygningen blev oprindeligt udført med vægge støbt i beton af grus og sten opgravet fra klitterne.
Konstruktionen har modstået det barske klima i over hundrede år, men en overhaling er nu nødvendig for, at Ishuset kan fungere som Liselejes vartegn i de næste hundrede år.
Ishusets facader var oprindeligt pudset med kalkmørtel og malet med kalkmaling, men med tiden har facaderne desværre været udsat for diverse "nymodens" behandlinger, hvor der er brugt cementbaserede mørtler og malingstyper, der er mere eller mindre diffusionstætte.
Det betyder, at den fugt der naturligt opstår i murværket ophobes. Dermed accelereres revnedannelser og øger risikoen for nedbrydning af puds og murværk, blandt andet af frostsprængninger.
For ældre murede ejendomme medfører de tætte udvendige overflader, at fugten ikke kan komme ud og dermed stor risiko for indeklimaproblemer. Diffusionstætte udvendige overflader skal derfor undgås.
Diffusions-åben kalk
Når huse pudses med en traditionel kalkmørtel baseret på hydraulisk kalk, der afsluttes med kalkmaling, opnås en diffusions-åben konstruktion, der afgiver fugt til omgivelserne i stedet for, at den ophobes i konstruktionen. Mørtel baseret på hydraulisk kalk danner desuden en "smidig" overflade, der i et vist omfang kan optage bevægelser i murværket og således modvirker revnedannelser.
- Hydraulisk kalkmørtel er restaureringseksperternes foretrukne valg til opmuring, fugning og ikke mindst puds, når det gælder ældre ejendomme, fortæller Mikkel Storgaard, fra Nordisk NHL, der er specialist i kalkmørtler.
Ishuset ejes af Naturstyrelsen og drives og vedligeholdes af Liseleje Borgerforening.