23948sdkhjf

Greenkeeper ved et tilfælde

Thomas Norup Madsen skulle gå lidt til hånde i Mariagerfjord Golfklub – nu er han chefgreenkeeper
Et par år før verden gik af lave og finanskrisen standsede alting, var der fuld fart på. Også i golfklubben, der selv mener at byde på Danmarks smukkeste udsigt. Mandskabet i Mariagerfjord Golfklub var under pres og kunne godt bruge et par ekstra hænder til praktiske gøremål. Heldigvis havde Anders med ansvaret for maskinparken sønnen Thomas, som måske kunne gå lidt til hånde i en periode.

- Min far er stadig ansat her, og det er stadig ham, der står for reparation og vedligehold af maskinerne. Men det er mig, der er chefen, griner Thomas Norup Madsen.

Han rakte en hånd, og golfklubben tog hele armen og mere til. Så i dag er 34 årige Thomas Norup Madsen chefgreenkeeper på golfbanen mellem Hadsund og Mariager. 18 huller på 5.587 meter bane plus ni huller på par 3-banen skal passes. Til gengæld behøver han ikke bekymre sig over "Danmarks smukkeste udsigt". Den er der helt pr. automatik med et fantastisk vue ud over Mariager Fjord.

- Jeg er ikke uddannet greenkeeper. Jeg er landmand med driftslederuddannelse, og tillige har jeg taget uddannelse som virksomhedsleder, fortæller Thomas Norup Madsen, som både nåede at køre mejetærsker i Australien, være driftsleder på et dansk gods og være sælger af landbrugsmaskiner, før han besluttede at give en hånd med på golfbanen.

Klar til sæsonstart

Næste weekend er der sæsonstart i Mariagerfjord Golfklub – som det også er tilfældet i masser af andre golfklubber landet over. Fem mand af den samlede styrke på seks inklusive chefgreenkeeperen er da også i fuld gang på den højt beliggende bane. Den sjette stempler ind hen i april, når der skal klippes en masse fairways.

- Totalt har vi 74 hektar, hvoraf cirka 35 bruges til golf. Og vi har masser af træer. Mariagerfjord Golfbane er en skovbane, og en af vore udfordringer er at få luft og lys nok ind til greens. Vi har da også fjernet ganske mange træer simpelthen for at skabe luft, fortæller Thomas Norup Madsen.

- Selve banen er meget sandet, og derfor bliver den tidligt tør. På tørre somre skal der vandes meget, og vi har Danregn-sprinklere på tee-steder og greens. På fairways bruger vi vandingsmaskiner. Desværre stortrives gåsebiller og stankelben på sandjord, så vi bruger de kemikalier, som vi nu må. Det bliver til pletsprøjtning med rygsprøjte. Det er effektivt og besparende. Der er simpelthen ikke til at foretage bredsprøjtning. Så vil vi have opbrugt vores kvote af kemikalier, før vi når videre fra første tee-sted, siger Thomas Norup Madsen.

Hjemmegjort topdressing

Chefgreenkeeperen og hans mandskab kender også til sparsommelighed, når det gælder topdressing. På fairways anvendes hjemmelavet topdressing.

- Vi samler alt afklip og blade op og komposterer. Derefter blander vi med jord og sand og spreder det ud på fairways, forklarer Thomas Norup Madsen, som kan glæde sig over en gedigen beholdning af egen-produceret topdressing.

- Den milde vinter har naturligvis gjort alting nemmere i år end i fjor. Vi kan prikke og vertikalskære og give den første gang gødning på fairways. Vertikalskæring er bedst, når græsset er i god vækst. Men med den milde vinter er det lidt af en afvejning, hvornår vi skal gøre det, fordi vi jo også har mange golfspillere, der skal på græs, siger Thomas Norup Madsen.

- Vertidræn er bedst i september-oktober, når banen stadig er tør. Det giver langt bedre effekt med det rigtige bræk nede i jorden at prikke i tør jord end i fugtig, forklarer han.

Handicap til forbedring

Det er ikke chefgreenkeeperen, der går mest i vejen for Mariagerfjord Golfklubs 600 medlemmer. Han holder selv et absolut ydmygt handicap på 54, men er besluttet på, at det på længere sigt skal reduceres.

Banen ved fjorden er anlagt i 2006, og Thomas Norup Madsen kom til, lige da såning og indkøb af samtlige maskiner var overstået. Derfor har han ikke haft indflydelse på, at det langt overvejende er røde Toro-maskiner, der står i maskinhuset.

- Jeg er nu godt tilfreds med maskinerne, og vi er naturligvis opmærksomme på, at de alle har samme alder. Derfor har vi også lavet en maskinudskiftnings-strategi, så vi ikke skal skifte hele maskinparken på én gang, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094