23948sdkhjf

Spillet om magten er i gang

Det er et nøje tilrettelagt magtspil, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har kørt i stilling de sidste måneder.

Hun havde sikkert til det sidste håbet på, at der kunne blive en god solid post til hende selv, men skaktrækket med at hive Margrethe Vestager frem på manegen kan blive et godt træk, - hvis man tager den siddende regering som udgangspunkt.

Helle Thorning-Schmidts eget partis mulighed for at få mere socialdemokratisk politik igennem er formentligt øget en del med det faktum, at Margrethe Vestager med det nye Bruxelles-job er bragt lidt på afstand. Sidstnævnte har ført en tilnærmelsesvis borgerlig politik siden sidste valg. Og det er meget svært at se, hvordan Morten Østergaard fra start kan løfte den relativt tunge arv.

Spørgsmålet er så, om det er godt for Danmark - og for byggesektoren. Det er ikke lige nu, at vi skal kaste los og bruge løs af offentlige midler. Det kan man godt frygte lidt, fordi venstrefløjspartierne nu igen må formodes at søge mere indflydelse.

Et højt offentligt forbrug er selvfølgelig godt for byggeriet, fordi der traditionelt sættes mere i gang, men det skal jo også betales, og derfor skal der være mådehold.

Et andet element er, at der formentligt er en god klump af R-vælgere med et borgerligt tilsnit, der nu vil overveje, om de kan rummes hos de Radikale, eller de vil søge over i et mere borgerligt parti som for eksempel Venstre eller måske endda De Konservative. Sker det, vil det klart svække de Radikale og dermed den siddende regering.

Hvis Helle Thorning Schmidt skal redde sin regering igennem det kommende valg, så skal hun passe meget på, hvad hun lover. Hun kan ikke fortsætte den kurs, hun har fulgt med at tækkes fagforeningerne, og hun er økonomisk så tæt på EU’s grænseværdier, at hun ikke længere har et økonomisk råderum.

Helle Thorning-Schmidt er stærkt afhængig af den vækst, som det europæiske opsving skulle tilvejebringe. Et opsving, som nu selv tyskerne må erkende tilsyneladende lader vente på sig.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.309