Få kontrol over kreditpolitik i en fart
Fire skarpe til adm. direktør i kreditstyringsfirmaet Intrum Justitia, Morten Engelbæk
- Det kan have store konsekvenser for en virksomhed ikke at få betaling til tiden, eller at betalingen helt udebliver. For eksempel kan virksomheder opleve, at de ikke har likviditet til at ansætte nye medarbejdere, eller at de direkte er nødt til at fyre folk.
Vores rapport fra maj 2014, "European Payment Index", viser, at hele 16 procent ikke agter at ansætte nye medarbejdere og ni procent ser sig nødsaget til at afskedige.
Derudover skader det selvfølgelig likviditeten, hvilket medfører, at virksomheder ikke kan vækste.
Hvad koster det?
- Afskrivning af tilgodehavender er uden tvivl dårligt for forretningen og er ødelæggende for en virksomheds cashflow. Der kan være store omkostninger forbundet med selve inddrivelsen, som koster både tid og ressourcer, og derudover kræver det ekstra salg for at kompensere for tabet og dække hullet i virksomhedens omsætning.
Hvad skal virksomhederne gøre, når deres faste kunder beder om henstand med betalinger?
- Det er selvfølgelig vigtigt at bevare den gode relation, og man kan indgå forskellige aftaler med sine kunder. Men det er vigtigt, at man har sin egen forretning for øje og ikke skader den unødigt. Hvis det kræver en måneds henstand at få betaling, kan det være værd at overveje, da alternativet kan være ingen betaling.
- Herudover er det utrolig vigtigt at lave en tydelig aftale med sine kunder, hvor alle forretningsbetingelserne opridses. Her kan man eksempelvis skræddersy sin kreditproces, baseret på kundens tidligere betalingsadfærd og evne til at betale. Ved nogle kunder kan det være nødvendigt at kræve betaling up front.
Vil EUs opstramning på betaling - Late Payment-direktivet - gøre nogen forskel i Danmark?
- Vi er i en opstartsfase, hvor virksomhederne først og fremmest skal blive bekendte med direktivet og indsluse det i deres kreditpolitiker. Dernæst kommer selve brugen af direktivet, hvor det er vigtigt, at man som virksomhed er konsekvent og holder sig til sin kreditpolitik. Det er vigtigt at være konsekvent og signalere, at man ikke er til at løbe om hjørner med. Ellers er der stor risiko for, at kunden også vil udskyde betaling i fremtiden. Jeg tror, der vil gå nogle år, før direktivet for alvor kan gøre en forskel.