23948sdkhjf

Politisk blinde øjne

Mens et politisk flertal i jagten på sort arbejde er villig til at give Skat mulighed for at trænge ind på privat grund uden dommerkendelse, giver det stof til eftertanke, at der tilsyneladende findes et område i København, hvor selv politiet ikke forfølger forbryderne.

På Christiania i København opsætter beboerne selv skilte med forbud mod fotografering. Christiania er trods sine egne højt besungne værdier et område, hvor eksempelvis parkeringsvagter efter flere overfald kun arbejder under politibeskyttelse, og så er det i øvrigt et område der ved selvtægt er stjålet fra det danske samfund i en tid, hvor politikerne var travlt optaget af andet end at lade politiet håndhæve landets love.

Det pågældende område er ifølge en beregning fra en ejendomsmægler og en økonom i Cepos et sted mellem en halv og en hel mia. kr. værd, men politikerne har, fordi de ligesom politiet er handlingslammede og uden mod til at rydde op, ladet sig presse til at sælge området for en brøkdel af markedsprisen, og ovenikøbet lavet et statsgaranteret lån for adskillige millioner kroner, fordi den såkaldte "fristad" ikke selv kunne skaffe finansieringen. Set i det lys er det nærmest en vittighed, hvis nogen påstår, at "forbrydelse betaler sig ikke".

Den politisk-økonomiske vurdering af Christiania er foretaget ud fra præmisser, der intet har med en markedspris at gøre. Enhver kritik af prisen skubbes ind under begrebet "Christianstanialoven", som forudsætter, at "omdannelsen af området skal give de nuværende beboere mulighed for at blive boende".

Med salget af Christiania til spotpris håner politikerne de lovlydige og hårdt arbejdende danskere, der betaler deres skatter og afgifter. Mens politikerne forsøger at forklare danskerne, at det er nødvendigt med en ekstra indsats for at bevare velfærdssamfundet, "forærer" de en fantastisk byggegrund væk til en flok kriminelle til en pris flere hundrede mio. kr. under den reelle markedspris.

Det eneste anstændige i et samfund, der ønsker at blive betragtet som et retssamfund, havde selvfølgelig været at udbyde området, der er et af de mest attraktive i København, til markedspris, og derefter have sikret, at området kunne ryddes, og der kunne opføres nye og tidssvarende boliger til eksempelvis de børnefamilier, der de kommende år bliver flere og flere af i hovedstaden.

I stedet er Christiania overladt til lovløshed, hvor kriminelle kan søge tilflugt i næsten sikker forvisning om ikke at blive generet af politiet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078