En perfekt fremtidsmodel af byggepladsen
Nye måder at arbejde på hos landinspektørkontoret Spotland sparer både tid og penge i udførelsesfasen
Det er let at tro, når man besøger virksomheden og får et kig ind i en virtuel virkelighed, der i et livagtigt tredimensionelt rum forudsiger den kommende byggeplads.
Licitationens udsendte fik et par meget avancerede 3D-briller på og befandt sig pludselig under åben himmel med et 360 graders kig til et nyt anlægsarbejde som endnu ikke eksisterer. Bro, maskiner, jord og himmel ses tydeligt i 3D-modellen, som skal vise den fremtidige Ringstedbane.
- Vi henvender os til store entreprenører, rådgivere og bygherrer med tilbud om et kvalificeret medspil. Vi er selv udsprunget af et entreprenørfirma, så det ligger i vores dna, hvor afgørende vores arbejde er for at opnå en optimal byggeproces, siger landinspektør og direktør Jens-Peter Lund hos Spotland.
- Det er viden, vi skal overleve på. Vores arbejde sker mindre og mindre i marken. Vi får jo entreprenørmaskiner til at måle for os med påmonterede gpser. 3D opmåling og gps indbygget i gravemaskinerne har gjort store byggeprocesser langt mere effektive, siger han, mens han viser rundt i lokalerne, som deles med entreprenørfirmaet Barslund A/S.
Tænk på sikkerhed
- Vi kan gå ind på alle entreprenørmaskinerne, hvis de er koblet op til os. Så kan vi løbende få information fra skyen", og kun når vi skal have ekstra dokumentation eller vished for noget, kan vi bede maskinføreren grave ned i en bestemt dybde, eller hvad der nu er behov for. Og så handler det også om sikkerhed. Hvorfor sende en landmåler ned i et stort hul, hvis maskinerne kan klare det, siger han.
Jens-Peter Lund fortæller, at mens BIM (bygnings informations modellering) er blevet brugt af arkitekter og flere bygningsentreprenører i flere år, er det relativt nyt for anlægsbranchen.
- Visualiseringer og mængdeberegninger i 3D betyder meget for tidsberegning af et projekt, og det kan vi gøre uden at gå på kompromis med vores kerneydelser, siger han.
Jens Peter Lund fortæller, at de traditionelle opmålingssituationer er på vej ud for Spotland Surveyors.
- Det er der ikke meget af mere. Det kan rigtig mange gøre, og så ved du godt, hvad der sker med prisen. Vi vil hellere lave noget, der er lidt mere specielt og avanceret. Og det har noget med viden at gøre. Og så er der god synergi mellem ingeniører og landmålerne, understreger han.
Udenlandsk marked
Spotland arbejder lige nu med et Danida-projekt i Tanzania, hvor virksomheden ved hjælp af droner kan skære mange uger af opmålingstiden.
- Der sker meget i Østafrika i øjeblikket. Vores eksistensberettigelse er blevet, at vi nu er funderet på den nyeste teknologi, fordi vi meget tidligt indså, hvor store fremskridt den indebærer. Den er hurtigere, derfor billigere. Og den giver langt større nøjagtighed i afsætningen, som jo er fundamentet for ethvert bygge- eller anlægsprojekt.
Også i Danmark søger Spotland at give entreprenøren og de udførende et forspring:
- Det kan være rigtig nyttigt at vide, hvordan det skal se ud om et halvt år. Og i visualiseringer i 3D kan vi både se vej, bro, jordarbejde - og indarbejde mange andre informationer, som er nødvendige for arbejdet. Alt er lavet i 3D og det giver muligheder for at vise for eksempel montagerækkefølger for bygherren, siger civilingeniør og BIM-specialist Hjörtur Sigurdssson til Licitationen.
- Og illustrationen kan også beregne den mængde sand, man for eksempel skal bruge for at en kran kan stå et bestemt sted. Og det er værdifuldt. I gamle dage havde man stået på pladsen dagen før og fundet ud af, at man skulle have kørt en masse jord ind i en fart for at komme videre. Nu ved vi det i forvejen, siger Jens-Peter Lund.
- Det giver muligheder for at man kan planlægge sit byggeri eller anlægsarbejde langt bedre, siger Jens Peter Lund.
Hjörtur Sigurdssson tilføjer:
- Vi har dog et andet fokus og indgangsvinkel end rådgiverne. Men vi kan se, at rådgiverne kan se fordelene. Den største gevinst ved vores arbejde kommer i udførelsesfasen. Vi kan forudsige problemer, som vi ikke kunne forudsige med 2D-tegninger. En 3D-model har mange funktioner. Og kan hjælpe formanden, der skal placere kranen. Vi behøver ikke træpinde med koter. Det sparer både tid og materialer på stedet.