Virksomhedernes oplevelser er forskellige
Også blandt de danske entreprenørvirksomheder er der forskellige holdninger til, hvorvidt bygge- og anlægsbranchen står påvirket af Pihls konkurs
Også blandt de danske bygge- og anlægsvirksomheder er der forskellige syn på, hvilke konsekvenser konkursen har haft for dagligdagen i landets forskellige håndværksfag.
På den ene side melder entreprenørvirksomheden CG Jensen A/S om mindre konkurrence, større garantikrav og øget fokus på lønsomhed, mens entreprenørvirksomheden Züblin A/S ser anderles på konkurrencesituationen og påvirkningen fra Pihl.
- Vi har forskellige grene af vores virksomhed, som har kunnet mærke Pihls konkurs på forskellige måder. Især på anlægsbetondelen har vi mærket en forskel. Her er konkurrencen blevet væsentlig mindre, og priserne er steget, - selvom de stadig er på et lavt niveau i forhold til før krisen, siger Michael S. Larsen, direktør i CG Jensen A/S og fortsætter:
- Det er selvfølgelig svært helt at tillægge Pihl al betydningen, for der er også kommet flere udbud, og det spiller selvfølgelig også ind. Men jeg vil skyde på, at Pihl sad på omkring 50 procent af projekterne før, og nu har konkursen selvfølgelig åbnet op for, at vi og andre kan komme på banen.
Direktøren gør desuden opmærksom på, at CG Jensen A/S også har kunnet mærke konkursen på råhus-delen - især i forbindelse med elementmontage, mens konkursen ikke har kunnet mærkes på bolig- og erhvervsbyggeriområdet, hvor andre spillere er kommet til, og hvor priserne er de samme.
Bedre indtjening
Michael S. Larsen fremhæver desuden, at CG Jensen A/S har vundet flere licitationer, og at virksomheden har løftet sin indtjening med en procent siden Pihl-konkursen for et år siden. Hertil pointeres det, at virksomhedens forbedringer selvfølgelig også kan hænge sammen med udbudssituationen, men direktøren vurderer, at Pihls farvel også har spillet ind.
Samme betydning tillægger Jens-Henrik Nicolaisen, direktør i Züblin A/S ikke Pihls konkurs.
Han mener, at konkurrencen i bygge- og anlægsbranchen generelt er intakt.
- Jeg tror, at branchen står relativt upåvirket af konkursen. Den har selvfølgelig givet nogle dønninger i markedet, og den har selvfølgelig påvirket en række bygherrer og underentreprenører, men markedet er stadig derude. Den volumen, Pihl havde, er bare blevet absorberet andre steder. Vi er for eksempel blevet større, siger Jens-Henrik Nicolaisen.
Lettere at rekruttere
Der hvor han ser den største påvirkning er på rekrutteringsområdet.
- Rekrutteringen til Züblin har været væsentlig lettere siden konkursen. Vi har ansat mellem 80-100 gamle Pihl-medarbejdere, siger Jens-Henrik Nicolaisen.
Omvendt mener Michael S. Larsen, at konkursen også har kunnet mærkes ved, at bankerne og garantiselskaberne er blevet mere forsigtige. Siden krisen satte ind er CG Jensen A/S præmie steget med næsten 100 procent, påpeger han.
Også bygherrerne synes at være mere forsigtige. De kræver mere i sikkerhed og længere betalingsfrister, fremhæver Michael S. Larsen.
De dyrere garantier kan Jens-Henrik Nicolaisen ikke nikke genkendende til. Ej heller kan nikke genkendende til, at fokus på bundlinje og riskostyring hænger sammen med Pihls konkurs.
- Det er en proces, som er var sat i gang længe før Pihl. Det har ikke noget med konkursen at gøre, siger han.
Michael S. Larsen er uenig. Han mener, at konkursen har øget branchens fokus på området.
- Jeg synes, at vi generelt har været gode til at have lønsomhed for øje, men selvfølgelig kigger man lige tingene igennem en ekstra gang, når noget som det her sker. Lønsomhed er noget, vi som branche generelt skal have mere fokus på. Det er nemt at blive mere optaget af at svinge rundt med en kran frem for at sidde med lommeregneren, siger han.
Generel forsigtighed
Udover øget fokus på lønsomhed fremhæver Michael S. Larsen, at CG Jensen A/S holder skarpere øje med, hvilke underentreprenører, de tager ind.
Lige efter konkursen var de bekymrede for, om deres underentreprenører ville blive trukket med ned, og det var der faktisk én, der gjorde. Det betød, at CG Jensen A/S måtte finde en ny underentreprenør, hvilket gjorde den specifikke opgave 30 procent dyrere.
Siden hen har de tjekket, om eventuelle underentreprenører har noget i klemme i Pihl.
- Vi vil selvfølgelig gerne undgå usikre samarbejder. Men vores forsigtighed er ved at lægge sig. Der er gået et år, så nu er der ikke samme risiko for, at Pihl trækker andre med ned, siger Michael S. Larsen.