Multiarena ansætter ny direktør
51-årige Peter Liengaard har været en del af projektet siden 2013 og har tidligere fungeret som byggechef på byggeriet af Den Blå Planet. Han har mere end 25 års erfaring fra byggebranchen, herunder i lederstillinger.
Han er uddannet diplomingeniør i 1987 og har været ansat i Rasmussen & Schiøtz, NCC og Hoffmann, inden han kom byggeriet af Den Blå Planet i 2010.
Han har stor erfaring og bred viden om alle faser i et projektforløb samt stort kendskab til de forskellige samarbejdsformer indenfor byggeriet, herunder partnering.
Peter Liengaard har mange års ledererfaring, herunder udvikling af medarbejdere samt sammensætning og "vedligehold" af byggeteam.
Peter Liengaard afløser Claus Wiegand Larsen, som fratrådte sin stilling i sidste uge. Det skyldes, at opførelsen af arenaen nu sker i stor- og fagentrepriser og ikke som oprindelig planlagt i totalentreprise.
Denne ændring kræver andre forudsætninger end forudsat ved ansættelsen af Claus Wiegand Larsen.