23948sdkhjf

Anlægsbranchen er mindre ramt

Der er sket et markant fald i antallet af anmeldte erhvervssygdomme i anlægsbranchen, og det kan der ifølge branchens parter være forskellige forklaringer på
Anlægsbranchen er i bedring, når det gælder erhvervssygdomme.

Det står klart, når man sammenligner Arbejdstilsynets årsopgørelser for 2011 og 2012 med den nyeste udgave for 2013.

Her fremgår det, at der i 2013 blev anmeldt 36 erhvervssygdomme i anlægsbranchen, hvilket giver en fremkomst på 20 tilfælde per 10.000 beskæftigede, mens der i 2011 og 2012 henholdsvis fandt 156 og 115 anmeldelser sted, som henholdsvis gav en fremkomst på 92 og 63 anmeldte tilfælde per 10.000 beskæftigede.

- Det er rigtig positivt. Forhåbentligt betyder det, at vi for alvor begynder at se frugterne af det meget store og intensiverede arbejde, der er blevet gjort på arbejdsmiljøområdet de seneste 10-15 år. Der er blandt andet kommet flere tekniske hjælpemidler; branchen er blevet bedre til at styre støjen og til generelt at planlægge byggepladsen til glæde for medarbejderne, siger Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Samtidigt påpeger hun, at der er tale om en forholdsvis lille gruppe medarbejdere, og at et lille udsving derfor hurtigt kan give store udsving i statistikken.

Af den grund lader hun ikke for alvor champagnepropperne springe - men forholder sig alligevel positivt til tallene.

Det samme gør Freddy Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i 3F’s byggegruppe.

- Man kan jo kun sige, at det er positivt, at der er sket et så markant fald. Det er jo det, vi hele tiden arbejder hen imod, siger han og understreger, at der stadig er et arbejde, der skal gøres på området.

Kampagner spiller ind

Mens Mette Møller Nielsen og Freddy Hansen især fokuserer på de tekniske hjælpemidler, fremhæver Anders Hundahl, adm. direktør i Asfaltindustrien derimod især kampagner og sikkerhedsevalueringer som mulige forklaringer på faldet.

- Der har været stor fokus på sikkerhedskampagner og fokus på, at alle uheld og kendte erhvervssygdomme skal drøftes og evalueres, så man kan lære af dem, siger Anders Hundahl.

Han pointerer, at faldet kan tyde på, at indsatsen har virket. Derfor vil kampagner og sikkerhedsdrøftelser fortsat være en del af Asfaltindustriens tilgang til sikring af endnu bedre arbejdsmiljø i anlægsbranchen, påpeger han.

Forskellige sygdomme

De 36 anmeldte erhvervssygdomme i anlægsbranchen i 2013 fordeler sig med 18 muskelrelaterede sygdomme, otte øresygdomme, en psykisk sygdom, to luftvejssygdomme, to nervesygdomme, tre i kategorien “andre" og to i kategorien “ukendt".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112