Minister: Stadig alt for mange er uden job
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) glæder sig dog over faldende ledighed og stigende beskæftigelse.
- Jeg er glad for, at det fortsætter den rigtige vej mod lavere ledighed. Det er positivt, at det nu ser ud til, at udviklingen på arbejdsmarkedet har vendt sig og flere kommer i job eller uddannelse, siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.
Ministeren tilføjer dog, at den positive udvikling ikke ændrer ved, at der stadig er for mange danskere, der mangler et arbejde at stå op til om morgenen.
- Det er grundlæggende vigtigt for mennesker at opleve, at der er brug for en og ens kompetencer.
- Derfor har vi i regeringen to vigtige opgaver i forhold til bekæmpelse af arbejdsløshed: Den ene er at skabe job, og den anden er at give den enkelte arbejdsløse de bedste forudsætninger for hurtigst muligt at få varigt fodfæste på arbejdsmarkedet, siger Mette Frederiksen.
Beskæftigelsesministeren henviser til regeringens beskæftigelsesudspil onsdag.
- Med regeringens udspil til en ny beskæftigelsesindsats vil vi give arbejdsløse nye muligheder for at dygtiggøre sig efter behov.
- Vi vil gøre op med den massive brug af aktiveringskurser og bruge pengene på reel opkvalificering og uddannelse i stedet for. Vi skal tage udgangspunkt i den enkelte arbejdsløse, så arbejdsløse kan få det tilbud, der hjælper dem bedst på vej tilbage i arbejde, siger Mette Frederiksen.
Trækkes de 28.800 personer fra, der er i aktivering og derfor parate til et job, fremkommer nettoledigheden i tallene fra Danmarks Statistik. Den var i marts på 107.000.
Måler man de ledige hænder på det danske arbejdsmarked med den såkaldte arbejdskraftundersøgelse, AKU-ledigheden, er 188.000 i alderen 15-74 år uden job.
AKU-ledigheden har ifølge Danmarks Statistik gennem 2013 svinget omkring syv procent, men er nu faldet til 6,5 procent.
/ritzau/