60-års fødselar hos SBi
Søren Aggerholm har gennem årene som energiforsker på SBi leveret stribevis af beregninger af konsekvenserne af forskellige mulige energimæssige tiltag til de statslige besluttende myndigheder.
Beregningerne ligger til grund for de lovkrav i bygningsreglementet, der påbyder os at spare på resurserne ved både nybyggeri og renovering af eksisterende bygninger.
Som ph.d. fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i 1983 kom Søren Aggerholm til SBi i 1985, hvor han begyndte karrieren inden for energiforskningen. I 2003 blev han forskningschef for afdelingen for Energi og Miljø, hvor han leder en stor gruppe forskere, der arbejder med de mange forskellige vinkler på energieffektivitet og indeklima, herunder ventilation, lys, brugeradfærd og bæredygtighed.
Ud over lederansvaret er det blevet til en stor produktion af publikationer i internationale tidsskrifter samt medvirken til udarbejdelse af SBi-anvisninger på det energimæssige felt.