Anlægsnyt
FORTOV - KOLDING: Kolding Byråd holder møde i dag 31. marts. Der er blandt meget andet en række bevillinger til anlægsarbejder på dagsordenen.
Blandt andet søges der om 170.000 kroner til færdiggørelse af fortov langs Vestergade i Almind.
Der søges også om penge til trafiksanering på Egtvedvej/Mosebakken, hvor der er planer om at etablere en cykelsti i sydsiden af Egtvedvej mellem Mosebakken og Birkedam. Projektet omfatter etablering af cirka 370 meter cykelsti i sydsiden af Egtvedvej mellem Mosebakken og Birkedam. Til dette projekt søges der om en anlægsbevilling på en halv mio. kroner.
En tredje ansøgning handler om forbedringer af Slotsøområdet, hvor forvaltningen søger om frigivelse af en halv mio. kroner til opgradering af Søterrassen ned mod Fredericiagade, således at den bliver et attraktivt sted for ophold.
Der arbejdes på et samarbejde med Flisepudserlauget omkring etablering af vandkunst/-leg på land, samt opgradering af terrassen med anden belægning, siddepladser, beplantning med videre.
Endelig søges der om en anlægsbeviling til sti rundt om Hejls Nor, hvor der er planer om opsætning af formidlingsborde, foldere og fugletavler. Hertil søges der om 125.000 kroner.
REGION SJÆLLAND
PUMPESTATION - FÅREVEJLE: Audebo Pumpestation vil gerne etablere en ekstra pumpestation i Fårevejle Kirkeby for at imødegå klimaændringer og synkende landbrugsjord, skriver dagbladet Nordvestnyt.
Pumpestationen skal kobles på landkanalen Nordkanalen og afvande den vestlige del af Lammefjorden.
Det bliver i givet fald alene Lammefjordens Dige- og Pumpelag, der skal afholde alle projekterings- og etableringsudgifter.
REGION HOVEDSTADEN
SOLCELLER - FREDERIKSBERG: By- og Miljøudvalget indstiller til Frederiksberg Kommunalbestyrelse, at der meddeles anlægsbevilling på 1,8 mio. kroner til etablering af solceller på mandskabsbygningen på Skellet 27, der anvendes af Frederiksberg Renovation og Frederiksberg Gartner- og Vejservice.
Det er planen at etablere et solcelleanlæg med en ydelse på cirka 135.000 kWh årligt. Såfremt det besluttes at gennemføre projektet, er det planen at udbyde opgaven i indbudt begrænset licitation i totalentreprise.