23948sdkhjf

Renoveringer har få fejl

Renoveringer af støttet boligbyggeri har kun få væsentlige fejl og mangler, viser tal fra Byggeskadefonden
Kvaliteten af renoveringer i den almene boligsektor er i top. Det indikerer Byggeskadefondens opgørelse over de afsluttede et-års eftersyn i 2013.

Kun i to bebyggelser ud af i alt 128 bebyggelser, som rummer i alt 18.339 boliger, har Byggeskadefonden registreret alvorlige svigt.

- Det er første gang, vi har et-års eftersyn af renoveringer med i vores årsberetning, og det er med tilfredshed, at vi kan konstatere, at der kun i knap to procent af de renoveringer, som vi har foretaget eftersyn på, er alvorlige svigt, siger sekretariatschef i Byggeskadefonden Ole Bønnelycke.

Et meget lavere niveau for antallet af skader er ifølge Byggeskadefonden urealistisk.

- Vi tror ikke på, at man kan komme helt ned på nul. Kan vi sammen med bygherrerne og byggeriets parter holde det på dette lave niveau, så er det tilfredstillende.

Godt fra start

Renoveringer har kun været omfattet af Byggeskadefonden siden 2011, og derfor var fonden spændt på den første opgørelse af et-års eftersyn.

Antallet af alvorlige svigt i nybyggeriet har siden 2002 ligget på gennemsnitligt 2,5 procent. I Byggeskadefondens første år, hvor man endnu ikke udførte et-års eftersyn, men kun fem-års eftersyn, udgjorde væsentlige svigt mellem 25 og 30 procent.

- Procenten for renoveringer med væsentlige svigt starter heldigvis ikke så højt som den gjorde for nybyggeri. Vi var usikre på, hvor den ville lande. Vi forventede ikke, at den ville lande så højt, som nybyggeriet gjorde for over 25 år siden, da Byggeskadefonden startede, men om den ville lande på eksempelvis fem eller seks procent eller på et så lavt niveau som det viste sig at være tilfældet, vidste vi ikke, siger Ole Bønnelycke.

Erfaring fra tidligere er kommet med i renoveringsprojekterne.

- Vi tror, at en væsentlig del af årsagen er, at de renoveringer, vi har lavet eftersyn af, er renoveringer af klimaskærmen. Det er de samme bygningsdele, som vi i mange år sammen med bygherrerne har haft hovedfokus på i nybyggeriet. Vi tror, at det hænger sådan sammen, at den viden og den erfaring, der har været omkring klimaskærm og tekniske anlæg i nybyggeriet, har byggeriets parter formået at trække med over i renoveringerne, siger Ole Bønnelycke.

De samlede udgifter for renoveringsarbejderne på de 128 bebyggelser beløber sig til cirka 1,2 mia. kroner, og ifølge årsberetningen blev omkring 65 procent af de 1,2 mia. kroner anvendt til renovering af klimaskærme, mens 20 procent gik til renoveringer af tekniske anlæg, afløb og vådrum.

Erfarne bygherrer

Årsagen til, at der generelt er så få alvorlige fejl og mangler på nuværende tidspunkt i det støttede boligbyggeri er, at de almene boligselskaber er erfarne bygherrer, som gennem mange år har oparbejdet viden.

Den forklaring bakker direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen op om.

- Vi har ventet spændt på, hvad opgørelsen ville vise. Da man begyndte at registrere fejl og mangler ved nybyggeri, var der mange fejl, så det er meget glædeligt og positivt. at der er få i forbindelse med renoveringer. Forklaringen kan dels ligge i, at den almene bygherre er en professionel bygherre, der er meget bevidst om, hvem man vælger af rådgivere, entreprenører, og hvilke materialeløsninger, man vælger. Derudover kan det, at man ved, at der bliver foretaget systematisk eftersyn være med til at skærpe det, man leverer, siger han.

Michael H. Nielsen påpeger desuden, at der i løbet af de senere år er flere og flere, der anvender mockups:

- At man laver mockups frem for at udarbejde hele projektet bag et skrivebord kan være med til at elimenere fejl.

Byggeskadefonden

Byggeskadefonden blev oprettet ved lov i 1986 og er en selvejende institution. Fonden omfatter almene familieboliger, ungdomsboliger, kollektivboliger, ældreboliger samt nybyggede private andelsboliger, der har modtaget støtte de sidste 20 år. Siden 1. juli 2011 har renoveringsarbejder også været omfattet af Byggeskadefonden.

Fonden har til formål at afholde udgifter til eftersyn af støttede boligbyggerier og renoveringer, at give støtte til dækning af byggeskader samt at forebygge byggeskader og sikre kvalitet ved at bidrage med erfaringer om byggeprocessen og byggeriet til byggeriets parter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.092