Metro-firma beskyldes for grov underbetaling
3F mener, at italiensk metroentreprenør afregner for langt færre timer end der udføres arbejde for
- Vores påstand er, at der arbejdes markant flere timer end der registreres og afregnes. Dermed bringes timelønnen ned på 65-70 kroner og dermed langt under overenskomstens mindstebetalingssatser, siger Jens Kirkegaard, formand for BJMF.
- Det var præcis det samme mønster vi så med Cinterex, som CMT og Metroselskabet i sidste ende måtte fjerne fra metrobyggepladserne, fordi de ikke kunne dokumentere, at forholdene var i orden. På overfladen ser lønningerne rigtige ud, men der snydes i realiteten for meget store summer.
BJMF har indledt en faglig sag og der er afviklet 48 timers møde, hvor påstanden om underbetaling er rejst på baggrund af konkrete sager fra fire ansatte, der er medlem af fagforeningen. Efterfølgende er de fire ansatte alle afskediget. Den ene, der var valgt som tillidsrepræsentant, er tilbudt genansættelse.
- Der er tale om forfølgelse af dem, der går til fagforeningen og gør krav på deres overenskomstmæssige rettigheder. De andre ansatte afpresses groft til ikke at have kontakt med os. Det er en decideret organisationsfjendlig handling, mener Jens Kirkegaard.
BJMF vurderer, at de fire nu afskedigede medarbejdere alle har over 100.000 kroner til gode.
Har fået dokumentation
I CMT afviser man sammenligningen med Cinterex, hvis kontrakt på metroprojektet blev annulleret i december.
- Cinterex kunne ikke dokumentere, at de overholdt overenskomsten. I tilfældet Cipa har vi fået dokumentation i form af lønsedler, timeregistrering underskrevet af medarbejderne samt indbetaling til pension og ferie. Vi har derfor indtil videre konkluderet, at forholdene er i orden. Vi har i øvrigt ikke set dokumentation fra 3F for deres påstande, siger Jens Munch, kommunikationschef hos CMT.
Han erkender, at det kan ligne en tanke, at samtligere fire ansatte, der er medlem af fagforeningen og har været med til at rejse lønsagen, er afskediget.
- Projketet udvikler sig imidlertid hele tiden, og Cipa har oplyst til os, at der nu er brug for andre kvalifikationer end dem, de fire pågældende besidder. I stedet for ufaglærte betonarbejdere er der brug for jernbindere og tømrere. Det er naturligvis en fejl at afskedige en tillidsmand, og det har vi vejledt Cipa i, og fyringen er derfor trukket tilbage og den pågældende tilbudt genansættelse, siger Jens Munch.
Uafhængig undersøgelse
Cipa er også genstand for ekstra opmærksomhed fra bygherren Metroselskabet. Cipa vil således blive genstand for en uafhængig undersøgelse gennemført af en statsautoriseret revisor for at afklare om entreprenøren overholder overenskomst og lovgivning.
Det sker som led i en undersøgelse af i alt 10 underentreprenører, som Metroselskabets bestyrelse besluttede i maj.
- Pointen er at få tjekket om den danske model virker på et stort projekt som vores med mange udenlandske entreprenører. Vi har sat krav ind i kontrakterne om overholdelse af dansk lovgivning og ILO 94 til at sikre dansk løn, og det er naturligvis ikke for sjov. Derfor udtages nogle entreprenører til et tjek, og det naturligt, at Cipa er en af dem med det fokus, der er på entreprenøren, siger Metroselskabets HR-chef Peder Mandrup Knudsen.
Værn om dansk model
Viser undersøgelsen, at entreprenøren ikke overholder kontraktvilkårene, vil det ifølge HR-chefen få konsekvenser". Resultatet af undersøgelsen af Cipa og de øvrige ni entreprenører vil foreligge i oktober.
Peder Mandrup Knudsen understreger, at revisorundersøgelsen afdækker, om overenskomsten overholdes, men i øvrigt ikke forstyrrer de faglige sager, der er rejst eller rejses mod Cipa.
Også 3Fs påstand om organisationsfjendtlige handlinger tages alvorligt i Metroselskabet.
- Vi skal værne om den danske model, og man skal kunne passe arbejdet som tillidsmand uden at frygte fyring. Derfor følger vi også tæt, hvad der kommer ud af den faglige sag, som jeg har forstået på 3F er rejst på dette område, siger Peder Mandrup Knudsen.
Cipa beskæftiger i øjeblikket omkring 100 mand med betonstøbning på tre metrobyggepladser.