Asfaltfirmaer genbruger mere asfalt
Den øgede mængde asfaltgenbrug i 2013 var et af de emner, som Asfaltindustriens formand omtalte på foreningens generalforsamling
- Stigningen skyldes blandt andet udbygningen af motorvejsnettet, som blandt andet foregår ved Vig på Vestsjælland. Udbygningen betyder, at der bliver lagt store mængder asfalt ud, og det giver god mulighed for at genbruge asfalt ved at blande den i den nye, siger Hans Oluf Krog, adm. direktør i Colas og formand for branche- og arbejdsgiverorganisationen Asfaltindustrien til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
I Tyskland ligger asfaltgenbruget på et væsentligt højere niveau, nemlig på op mod 95 procent enkelte steder. I Danmark vil det ifølge Hans Oluf Krog ikke kunne lade sig gøre at komme op på et så højt niveau. Det skyldes flere faktorer, blandt andet at der i Danmark ikke er en kæmpe mængde opfræset asfalt set i forhold til den mængde nye asfalt, der bliver udlagt. I dag er der omkring én mio. ton opfræset asfalt, og i 2013 blev der produceret godt 3,4 ton asfalt.
Ifølge Asfaltindustrien eksisterer der desuden en vis konservatisme i branchen og hos kunderne, fordi man frygter, at genbrug giver lavere holdbarhed på vejene, men ifølge organisationen har genbrugsasfalt en mindst lige så høj kvalitet som ny asfalt.
Kommuner i fokus
Den øgede mængde genbrug var bare et af de temaer, som Hans Oluf Krog kom ind på til det årlige medlemsmøde, som blev afholdt i går.
Kommunerne, som ifølge formanden er et konstant fokusområde for Asfaltindustrien, var 0gså et emne.
For at gøre op med kommunernes vedligeholdelsesefterslæb har Asfaltindustrien afholdt ni valgmøder op til kommunalvalget.
- Vi har fået positiv feedback på valgmøderne. Det er et vigtigt område, som kommunalpolitikerne ikke må glemme, og derfor er det vigtigt, at det bliver italesat. Nu er kommunalvalget forbi, men vi vil fortsætte indsatsen med at forbedre kontakten til politikerne, siger Hans Oluf Krog.