23948sdkhjf

Et Christiania til markedsværdi

Ifølge klima-, energi- og bygningsministeren er der taget "sociale og kulturelle hensyn" i salgsprisen på fristaden Christiania. Samtidig er der et stort behov for istandsættelse
Der er fortsat fokus i Folketinget på salget af fristaden Christiania. Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (RV) har over for Finansudvalget skullet redegøre for, "om det kan være ansvarspådragende for staten at overdrage Christiania til brugerne til et beløb væsentligt under markedsværdi".

Ministeren kan dog berolige udvalget med, at der ikke er en sådan risiko, og han afviser i svaret, at der er tale om et salg under markedsværdi, idet han henviser til en række indirekte faktorer.

- Christianialoven giver hjemmel til at afhænde Christianiaområdet og herunder tage sociale og kulturelle hensyn. Dertil forudsætter Christianialoven, at der sikres en økonomisk løsning, der generelt gør det muligt for de nuværende beboere at blive boende, oplyser ministeren.

Skønnet værdi

Ifølge aftalen overdrages de salgbare bygninger og jordstykker til "Fonden Fristaden Christiania", for 85,4 mio. kr.:

- Salgsprisen er et udtryk for en skønnet markedsværdi under hensyntagen til bygningernes stand og Christianialovens formål om, at de nuværende beboere skal have mulighed for at blive boende, skriver Martin Lidegaard.

Slots- og Ejendomsstyrelsen havde i 2011 et ejendomsmæglerfirma til at vurdere salgspriserne for statsbygningerne på Christianiaområdet.

Prisfastsættelsen for området er baseret på denne vurdering. For at kvalitetssikre vurderingen, blev der - ligeledes i 2011 - foretaget en vurdering af prisniveauet for byggeretter på Christianiaområdet, såfremt alle Christianitter valgte at forlade området frivilligt, så byggeretterne kunne handles uden hensyntagen til de nuværende beboere og Christianialoven.

- Prisniveauet i denne hypotetiske situation var på niveau med de udmeldte salgspriser, fortsætter ministeren.

Basal istandsættelse

Martin Lidegaard noterer, at for hovedparten af bygningerne på området er der et stort behov for istandsættelse.

Det anslås, at en basal istandsættelse omfattende tag og facade, indlæggelse af centralvarme og nødvendig udskiftning af installationer vil koste cirka 8.000-9.000 kr. pr. kvm, mens en egentlig modernisering af boligerne til et tidssvarende niveau forventes at ville koste væsentligt mere - mellem 20.000-25.000 kr. pr. kvm.

Dertil kommer, at der adskillige steder på området er konstateret forurening, som vil skulle oprenses i tilfælde af ændret anvendelse for eksempel ved nybyggeri.

Staten har dertil, som vilkår for salg af bygningerne på området, stillet krav om, at der skal være en gevinstklausul, således at en eventuel gevinst ved videresalg tilfalder staten.

I øvrigt vil et nyt byggeri på Christiania "som udgangspunkt" kræve byggetilladelse efter byggeloven. Byggetilladelsen skal meddeles af Københavns Kommune efter forudgående ansøgning.

Ifølge ministeren gælder samme regler for eventuel lovliggørelse af byggerier, og sanktioner hvis det ikke sker, som uden for Christiania.

Ensidig sanktion

For at supplere lovgivningens muligheder for forfølgelse af ulovligt byggeri og anlægsarbejder, der foretages efter gennemførelse af aftalen, er der i kontrakterne mellem staten og fonden indarbejdet en sanktion:

- Hvis der efter overtagelsesdagen 1. juli 2012 opføres byggeri eller opsættes hegn uden tilladelse på fortidsmindet, har staten mulighed for at pålægge fonden et tillæg til lejen. Tillægget fastsættes ensidigt af staten, er ikke undergivet forhandling og varer til byggeriet m.v. er retligt eller fysisk lovliggjort. Tillægget kan pålægges uanset om fonden er ansvarlig for byggeriet eller ej, slutter Martin Lidegaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109