23948sdkhjf

Byggeriet håber på OK i weekenden

Der lægges op til afgørende forhandlinger mellem Dansk Byggeri og 3F i weekenden
Onsdag blev transportbranchen enig om lager- og transportoverenskomsten, og dermed resterer der kun ét af de store overenskomstområder på LO-DA arbejdsmarkedet: Byggeriet.

Et gennembrud på en af byggeriets store overenskomster kan dog være på vej i løbet af weekenden.

Dansk Byggeri og Byggegruppen i 3F, der oftest lægger de overordnede linjer for branchens overenskomster, har begge varskoet deres respektive forhandlingsudvalg om mulige forhandlinger i den kommende weekend.

Det må tolkes således, at parterne er nået til en eller anden form for enighed på det område, som lønmodtagerne har prioriteret allerhøjest: Forstærket indsats imod social dumping.

Ingen af parterne ønsker at udtale sig om de igangværende forhandlinger og de største knaster. Det er imidlertid arbejdsmarkedets dårligste skjulte kendsgerning, at arbejdsgivere og lønmodtagere i bygge- og anlægsbranchen er meget uenige om, hvorvidt branchen har et problem med underbetalt udenlandsk arbejdskraft - og derfor også om der er behov for initiativer på området og i givet fald hvilke.

Dansk Byggeri “håber", at man kan lande en aftale i weekenden. Byggegruppens topforhandler, gruppeformand Kim Lind Larsen, vil kun sige, at “det ser meget svært ud".

Parternes snævre forhandlingsudvalg mødes i dag for at gøde jorden til weekendens forhandlinger.

Forlig hjælper på vej

Mens der således tilsyneladende fortsat er uenighed om en række af overenskomstens tunge temaer, så er man formentlig tættere på at kunne lave overenskomstens forskellige reguleringer af eksempelvis løn, genetid og akkordprislister.

Når det handler om overenskomstens mindstebetalingssatser og lærlingeløn vil man uden tvivl foretage samme regulering som i det toneangivende industriforlig, der blev indgået for snart tre uger siden. Og med transportforliget i går mellem DI og 3F’s transportgruppe har man fået de fremskrivninger, som normalt oversættes til brug på akkordområdet.

Sideløbende med forhandlingerne mellem Dansk Byggeri og 3F er der gang i forhandlinger om andre af byggeriets overenskomster.

I dag mødes Tekniq og Dansk El-Forbund for efter en lille uges pause atter at forhandle elektrikeroverenskomsten.

Tekniqs adm. direktør, Niels Jørgen Hansen, vil direkte adspurgt ikke udelukke, at man kan gøre sig færdig i denne forhandlingsrunde.

- Det vigtigste er imidlertid at bruge den nødvendige tid på at nå den rigtige løsning, siger han og føler sig overbevist om, at man kan nå en forhandlingsløsning.

Dansk El-Forbunds formand Jørgen Juul Rasmussen oplyser, at man har en “god dialog og forhandling".

- Men det er ikke bare lige at omsætte industriforliget til noget brugbart på byggeområdet, siger han.

Ingen af parterne vil udtale sig om det konkrete indhold i forhandlingerne.

Derimod er der ikke aftalt nye forhandlinger på vvs-overenskomsten mellem Tekniq og Blik- & Rørarbejderforbundet.

- Vi har aftalt at tænke os om, se tiden an og afvente hvad der sker på andre overenskomster, siger Niels Jørgen Hansen.

Vvs-overenskomsten var den eneste af byggeriets overenskomster, som det i 2012 ikke lykkedes at nå til enighed om. Det var den såkaldte værnebestemmelse, der var stridens kerne. Arbejdsgiverne ville have den afskaffet, mens lønmodtagerne mener, at den er med til at sikre imod social dumping. Efter hvad Licitationen - Byggeriets Dagblad erfarer, er uenigheden om bestemmelsen ikke mindre ved dette års forhandlinger.

Malerne afventer

På malerområdet mødes Danske Malermestre og Malerforbundet til nye forhandlinger i dag. Efter parternes OK-køreplan er sidste forhandlingsdag aftalt til i morgen, men der bliver brug for yderligere mødedage.

Danske Malermestres direktør Ole Draborg oplyser, at man i første omgang afventer, hvad der sker i forhandlingerne mellem Dansk Byggeri og Byggegruppen i 3F.

Han siger, at det er udenlandsk arbejdskraft, der er den store hurdle og erkender at man vil se, hvad Dansk Byggeri og 3F kan blive enige om på dette område.

Samme melding kommer fra Malerforbundet, der noterer, at det er et stort ønske fra medlemmerne, at der bliver gjort noget for at imødegå unfair konkurrence.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093