Grus i maskineriet

Når det gælder råstoffer, så er det nu regionerne, der skal overtage ansvaret fra kommunerne, og det er fremover her, at der skal søges gravetilladelse.

Men regionen kan ikke give gravetilladelsen, uden at man forudgående har hørt kommunen i sagen, fordi lokalplaner med videre kan spille ind. Således er det nu ikke kun en enkelt myndighed, men to, der skal i spil. Alligevel mener man, at det vil komme til at gå hurtigere at få en gravetilladelse.

Og det skyldes nok ganske enkelt, at det i nogle tilfælde kan opfattes således, at kommunen er for tæt på de borgere, der har interesser på spil, når der skal tildeles gravetilladelser.

Det kan trække tiden, fordi disse interesser kan have synspunkter, der skal behandles.

Hvis det er dén tolkning, der lægges for dagen, når regionerne overtager, så må det tolkes således, at regionerne har lettere ved at skære igennem uden hensyn til de lokale interesser, der måtte være på spil.

I den forbindelse er det værd at bemærke, at undergrunden er fælleseje, og det er vel ikke helt urimeligt, at naboer og andre interessenter kan høres i forbindelse med udvinding af råstoffer, der næppe er den mest populære nabo at få.

Det er klart, at der skal være adgang til råstoffer. Men derfor kan der godt tages hensyn til de lokale forhold, og det behøver ikke altid kun være en lokalplan eller en fredning, der er afgørende for, om en gravetilladelse kan udstedes eller ej.

Det må immervæk være mere besværligt, når flere instanser skal rodes ind i en sag, end hvis der kun er en, som det hidtil har været tilfældet.

Derfor må det tages med en vis skepsis, når regionerne mener, at sagsbehandlingen faktisk kommer til at gå hurtigere. Det kan også tolkes som om, at man ønsker at udbygge regionernes position som instans - og dermed gøre kommunerne mindre indflydelsesrige, når det gælder denne type beslutninger.

Risikoen er øget bureaukrati, flere offentligt ansatte og mere offentligt papirskubberi. Og hvad kan bygge- og anlægssektoren bruge det til?