23948sdkhjf

Videncenter med tvist i moderne retning

I går blev et 6.600 kvm stort internationalt C.F. Møller-tegnet videncenter for forskning i kødprodukter indviet i Taastrup
Dronningen indviede i går de nybyggede forskningsfaciliteter til Danish Meat Research Institute (DMRI), på Teknologisk Institut i Taastrup - nogle af verdens mest avancerede inden for fødevareproduktion.

DMRI udvikler løsninger til den internationale kødindustri og yder rådgivning både nationalt og internationalt.

Internationalt førende

Byggeriet, som er tegnet af C.F. Møller, skal cementere stillingen som internationalt førende videncenter inden for forskning og innovation i kød og kødprodukter.

- Med de nye faciliteter kommer vores forskning og udvikling op i et endnu højere gear mod ny teknologi, nye produkter og nye markeder, siger adm. direktør Søren Stjernqvist, Teknologisk Institut.

Et enkelt formsprog

Teknologisk Institut er tegnet af arkitekt Vilhelm Wohlert i 1970’erne. Komplekset er udlagt som en spiralform i et grønt bearbejdet landskab. Heri ligger de enkelte institutter i enkelt og knapt formsprog med røde mursten og synlige betonbjælker over vinduerne.

“Det nye byggeri indføjer sig i sammenhængen med samme enkle formsprog, men tvister det samtidig i en mere moderne retning ved blandt andet at bruge mønstermurværk, gennemgående vinduesbånd og karnapper", skriver C.F. Møller på sin hjemmeside.

120 medarbejdere

Byggeriet på 6.600 kvm huser cirka 120 medarbejdere fra DMRI, og indeholder et forsøgsslagteri med tilhørende koge- og rygefaciliteter, topmoderne mikrobiologiske og kemiske laboratorier, herunder laboratoriefaciliteter til forskning i forekomst af sygdomsfremkaldende bakterier i kødproduktion, integreret robotværksted, samt kontorer og mødefaciliteter.

Kig til værksteder

Et stort atrium skal styrke udadvendte og åbne samarbejdsformer på tværs af organisationen, og kunderne bliver allerede ved ankomsten præsenteret for, hvad virksomheden beskæftiger sig med, gennem glaspartier i foyeren med kig til værksteder og kontorarealer.

Centret er blandt andet blevet til, fordi fødevaresikkerheden i fremtiden kommer mere i fokus.

- Det er afgørende, at vi i Danmark sætter turbo på udviklingen af nye, sundere og velsmagende produkter, samtidig med at vi hele tiden udvikler nye effektive og bæredygtige produktionsmetoder med ny viden og ny teknologi. Med klodens stigende befolkning og udsyn til mangel på ernæringsrigtigt protein, er det for eksempel vigtigt, at råvarerne udnyttes optimalt. Det er vi med vores nye højteknologiske faciliteter godt rustet til at være spydspids i, siger Lars Hinrichsen, direktør i DMRI.

C.F. Møller, C.F. Møller Landscape og ingeniørfirmaet Moe står bag projektet. Bygherren er Teknologisk Institut, og projektet er færdigudført af Enemærke & Petersen, efter at det blev påbegyndt af nu konkursramte Pihl.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078