23948sdkhjf

Et spring ind i digital tidsalder

Vejdirektoratet har for første gang udbudt 100 procent digitalt - men det bliver normen fremover ved større projekter
Vejdirektoratet har taget endnu et skridt ind i den digitale fremtid.

Ved udbud af de to første entrepriser på Holstebromotorvejen har Vejdirektoratet for første gang nogensinde gjort udbuddet 100 procent digital.

- Springet har været på vej et stykke tid, hvor vi har suppleret det almindelige tegningsmateriale med 3D-modeller. Nu vender vi det om. Nu er det 3D, der er det bærende element – også hvad angår udbuddets juridiske grundlag, siger områdechef Svend Kold Johansen fra Vejdirektoratet om skridtet.

Der er tale om udbud af de to sydligste strækninger på den i alt 39 km lange motorvej. De fire prækvalificerede virksomheder eller konsortier har modtaget alt udbudsmateriale til de to totalentrepriser digitalt.

- Ved brug af 3D opnår vi en bedre projektering. Vi kan komme nærmere et mere færdigt projekt end ved traditionelt tegningsmateriale. Ved at aflevere så fejlfri en model som muligt, gør vi arbejdet lettere og mindre risikabelt for entreprenøren. Vi tror, det kan spare tid for entreprenørerne, og tid er penge, og markedsmekanismerne er jo sådan, at vi får en del af kagen. Det betyder med andre ord, at brugen af 3D bliver en fordel for såvel bygherre som entreprenør, siger Svend Kold Johansen.

Fortsat frihedsgrader

Områdechefen oplyser, at Vejdirektoratet oplever, at der i markedet er efterspørgsel efter 3D-udbuddene, ikke mindst blandt de store anlægsentreprenører.

Ved udbud i totalentreprise har entreprenørerne flere frihedsgrader end ved fagentreprise, og de frihedsgrader fjernes ikke ved brug af 3D-værktøjerne.

- Der ligger en række bindinger i form af ikke mindst anlægsloven og ekspropriationsforretningerne, men der er masser af muligheder for entreprenørerne for at finjustere projektet og udnytte egne kompetencer bedst muligt, siger Svend Kold Johansen.

3D-udbuddene vil blive anvendt ved de resterende fem totalentrepriseudbud på Holstebromotorvejen og skal ligeledes implementeres ved udbud af alle større projekter.

3D-udbuddene er kommet for at blive.

Adgang til hospital

Når det indtil videre kun er to sydlige strækninger af den ny motorvej, der er sendt i udbud, og der i øjeblikket regnes på, inden buddene skal afleveres om knap et par måneder, skyldes det, at strækningen mellem Snejbjerg og Sinding skal åbnes senest samtidig med, at de første afsnit af det ny DNV Gødstrup-hospital åbnes i første halvdel af 2017 af hensyn til adgangsforholdene til det nye supersygehus.

Vejdirektoratet har prækvalificeret Arkil, Aarsleff, MJ Eriksson samt et joint venture af Barslund og hollandske TBI Infra til begge de sydlige strækninger.

På begge strækninger udgør prisen omkring to tredjedel af vægtningen ved tildelingen. Andre kriterier er anlægslogistik og efterfølgende drift og vedligeholdelse.

Den resterende nordlige del skal først åbnes i slutningen af 2018. Denne strækning udbydes udover i fem totalentrepriser også i tre hoved- og to fagentrepriser. Det sker i 2015-2016.

Arkæologer graver

Hele strækningen fra Holstebro, hvor motorvejen kobles på Nordre Ringvej, til Snejbjerg vest for Herning bliver på knap 40 km med blandt andet otte tilslutningsanlæg, fire banekrydsninger, fem landskabsbroer, 20 vejskæringer og en enkelt faunabro. Det ene tilslutningsanlæg giver direkte adgang til DNV Gødstrup.

Den samlede udbudssum er på to mia. kroner.

Netop nu er arkæologer fra Holstebro Museum og fra Herning Museum ved at afslutte arkæologiske undersøgelser af strækningen. Vejdirektoratet oplyser, at arkæologerne fra Holstebro har fundet både kistegrave og en urnegrav fra tiden omkring Kristi fødsel, hvilket betegnes som opsigtsvækkende i den del af landet. Gravene indeholder nogle velbevarede ting som eksempelvis lerkar, krukker, tallerkener og kopper.

Vejdirektoratet oplyser, at udgravningerne ikke påvirker projektets tidsplan.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109