23948sdkhjf

Frihed giver hurtigere arbejde

Anlægsperiode skåret ned til en tredjedel fordi entreprenøren har fået større frihed til at planlægge arbejdet
Bilister på Holbækmotorvejen har gennem de seneste par måneder kunnet følge med i et af Vejdirektoratets broarbejder ved Baldersbrønde. Arbejdet med at vedligeholde den lille motorvejsbro over Balderstien tager ikke meget mere end 30 sekunder at passere med de tilladte 80 km/timen og gør næppe noget stort indtryk på bilisterne på farten.

Ikke desto mindre ligger der en hel særlig planlægning bag arbejdet, der har skåret arbejdsperioden ned til næsten en tredjedel af, hvad det normalt tager. I stedet for fem måneder er dette arbejde blevet udført på to måneder, så trafikken igen kan køre normalt i slutningen af september i år.

Hemmeligheden ligger i en ny kontraktform med entreprenøren CG Jensen, hvor Vejdirektoratet i udbuddet har sat en kortere tidsfrist for arbejdets udførelse end normalt af hensyn til trafikken.

Til gengæld har entreprenøren frihed til at arbejde dag og nat samt i weekender om nødvendigt. Denne metode forventer Vejdirektoratet at bruge ved lignende og stærkt trafikerede vedligeholdelsesarbejder, når det kan lade sig gøre, fortæller Iben Maag, der er projektchef i Vejdirektoratet.

Gode erfaringer

- Fordelen for trafikanterne er indlysende. Vi bliver hurtigere færdige på vejen, så trafikken generes i væsentligt kortere tid. Samtidig har entreprenøren en høj grad af frihed til at planlægge selve udførelsen af arbejdet i løbet af døgnets 24 timer. Og vores gode erfaringer fra Baldersbrønde tager vi naturligvis med, når vi skal udbyde andre arbejder på vores veje, siger Iben Maag.

Som noget nyt har Vejdirektoratet desuden tilrettelagt arbejdsarealet sammen med entreprenøren, så man undgår at spærre kørespor, og bilisterne kan passere forbi arbejdsstrækningen med 80 km/timen.

Tidligere har der ved broarbejder været spærret mindst ét spor, og hastighedsbegrænsningen har typisk været sat ned til 50 km/timen.

Med den nye måde at gøre tingene på sikres den bedst mulige fremkommelighed, mens det nødvendige arbejde udføres.

- Der er mange hensyn at tage, hver eneste gang vi udfører et arbejde på vejen. Især når det gælder de vigtige indfaldsveje til byerne. Hensynet til omgivelserne, trafikken og entreprenørens vilkår skal gå op i en højere enhed. Det arbejder vi hele tiden på at optimere. Bilisterne skal selvfølgelig være opmærksomme på, når der er et vejarbejde, men derefter skulle de meget gerne kunne passere det så hurtigt og sikkert som muligt, siger Iben Maag.

Vejdirektoratet oplyser, at broarbejdet forventes afsluttet ved ugens udgang.

En lignende kontraktform er desuden anvendt ved broarbeder ved Vallensbækgrenen med Jorton som entreprenør og ved Bjæverskovvej, hvor Arkil er entreprenør.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141