Solceller er gået i minus
Udviklingen i solcelleudbygningen er blevet negativ, viser ugeopgørelse fra Energinet.dk
Ifølge Dansk Solcelleforening, der er brancheforening for virksomheder, som professionelt beskæftiger sig med solceller, viser opgørelsen fra Energinet.dk, at solcelleudbygningen er stoppet.
- Tendensen er tydelig. I 2014 har opgørelserne fra Energinet.dk vist en positiv ugentlig udvikling på mellem en til to MW, og denne gang er udviklingen negativ. Selvfølgelig er der stadig nogen, der arbejder med at ville sætte anlæg op, men antallet er begrænset, siger Per Henriksen, rådgiver i Dansk Solcelleforening.
Han peger på flere forskellige årsager til, at udbygningen af solcelleanlæg er bremset:
- Kommunerne er i en afventende position og sætter ikke solceller op, fordi de afventer, om den opbrugte dispensationspulje på 20 MW bliver øget. Det private boligmarked er også stoppet, fordi man ikke kan søge de årlige puljer på 20 MW, som giver adgang til nettoafregning på 130 øre/kWh i 2013, hvorefter nettoafregningen falder med 14 øre om året i de efterfølgende puljer frem mod 2017. Puljerne afventer EU-godkendelse, og det gør overgangsordningerne også.
Når puljerne bliver EU-godkendt, vil puljerne for både 2013 og 2014 blive frigivet.
- Hvis puljerne bliver godkendt af EU, vil det sætte lidt mere gang i solcellemarkedet. Men lige nu bliver godkendelsen hele tiden udsat, og der er grænser for, hvor længe solcellebranchen kan holde vejret, siger Per Henriksen.
En tilfældighed
Ifølge Energinet.dk er det tilfældigt, at opgørelsen over udviklingen af solceller er gået i minus, og det betyder ikke, at der ikke er registreret nogen nye solcelleanlæg i uge 18.
- Der bliver hele tiden anmeldt og nettilsluttet nye solcelleanlæg og trukket nogle fra, fordi den, der har meldt anlægget ind, har ombestemt sig og alligevel ikke vil sætte det op. I den seneste opgørelse er der bare blevet fratrukket flere anlæg, end der er kommet nye til, og det er tilfældigt, siger Jesper Nørskov Rasmussen, pressechef i Energinet.dk.
Det undrer imidlertid ikke energiordfører Per Clausen (EL), hvis statistikken er udtryk for, at solcelleudbygnigen er stoppet.
- Det ville ikke være underligt, hvis udbygningen af solceller er stoppet. Det er lige nu ugunstigt at etablere solceller. Den almene boligsektor har problemer med forskellige fortolkninger af reglerne, og EU-godkendelsen af puljer og overgangsordninger har trukket ud. Det vil vi rykke for igen, siger han.
Frustrerende for branche
Per Clausen påpeger, at udfordringen ved den massive udvidelse af vedvarende energi er finansieringen af de manglende energiafgifter. Han forstår dog ikke, at man kan finde mia. af kroner til lempelse af PSOen - den grønne el-afgift for større virksomheder.
- Det er helt ubegribeligt, at man kan finde mia. til det, når det til sammenligning er relativt små beløb, der skal til for eksempelvis at øge puljen, som kommunerne kan søge, siger Per Clausen, som vil tage det op til næste møde i Energiforligskredsen.
Ifølge Dansk Solcelleforening er det frustrerende for solcellebranchen, at området sejler.
- Regeringen har sagt, at den vil satse på den grønne omstilling, og befolkningen, kommunerne og det liberale erhverv er indstillet på den omstilling nu. Derfor er det ærgerligt, at vi oplever en regering, der ikke vil løse de knaster, den selv har skabt og i stedet lader det sejle. Det er frustrerende for en branche, hvor virksomhederne har troet, at man fra politisk side ville den. Redskabskassen til at nedbringe CO2-udslippet bliver væsentlig mindre, når solceller ikke længere er et af værktøjerne, siger Per Henriksen.