København opstiller mål for trafikken
Københavns Kommune vil have mål for, hvor lang tid det tager at komme gennem byen på cykel, i bil og med bus
Nu vil Københavns Kommune som den første i landet opstille servicemål for, hvor lang tid en tur gennem byen må tage på cykel, i bil og med bus. Samtidig vil København forpligtige sig på færre dage med forsinkelser på de daglige ture til og fra arbejde. Det kan kommunen takket være investeringer på mere end 100 mio. kroner i nye trafiksignaler og intelligent trafikledelse.
- Københavnere og byens mange pendlere oplever desværre alt for ofte køer og forsinkelser, uanset om de bruger cykel, bus eller bil til at komme til og fra arbejde. Nu kan alle trafikanter uanset om de bruger cykel, bus eller bil til og fra arbejde få sammenhængende ruter med grønne bølger og få stop. Jeg glæder mig til debatten om prioriteringerne i udvalget, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) i en pressemeddelelse.
Realiseres i 2018
Den sparede rejsetid for cyklister og buspassagerer skal være realiseret senest i 2018 og medvirke til at få flere pendlere ud af bilen og over i bus og på cykel.
Det skyldes de oplagte miljøfordele, og at bus og cykel giver en mere effektiv udnyttelse af den begrænsede plads på vejene.
- I København har vi ikke mulighed for at udvide vejene. Derfor er vi nødt til at skabe så effektiv en trafik som overhovedet muligt på de arealer, vi har til rådighed. Det betyder, at vi skal prioritere fodgængere, cyklister og buspassagerer højest, fordi vi på den måde får udnyttet kvadratmeterne bedst. Det vil samtidig bidrage til mindre støj, luftforurening og CO2-udledning, siger Morten Kabell.
Store indfaldsveje
Bilisterne vil blive prioriteret på de store indfaldsveje til København og på dele af Ring 2.
Det vil sikre god sammenhæng med det øvrige regionale vejnet for bilpendlerne til og fra København og gøre det attraktivt for bilisterne at holde sig til de overordnede veje frem for at skyde genvej gennem beboelsesområder. Biltrafikken i København forventes at stige i takt med, at der bliver flere københavnere og der igen kommer fart på den økonomiske vækst.
Flere biler på vejene er lig med mere trængsel, og derfor vil København ikke kunne tilbyde rejsetidsbesparelser til bilisterne. Servicemålet til bilisterne bliver derfor, at kommunen vil sikre uændrede rejsetider til trods for stigningen i biltrafikken.
- Hvis biltrafikken glider og har få stop på de overordnede veje, vil det være en stor gevinst på grund af mindre udledning af partikler og mindre støj. Det vil også være med til at holde biler og lastbiler væk fra de små beboelsesveje, der ikke er indrettet til så mange biler. Skal vi forbedre rejsetiden for den nødvendige erhvervstrafik, er vi dog nødt til at gribe til redskaber som roadpricing, siger Morten Kabell.
Servicemålene gælder frem til 2018, hvor de vil blive revideret.
Teknik- og Miljøudvalget kan ændre på servicemålene, hvis de ændrer på prioriteringen af trafikken på en eller flere gader. Nye store investeringer i forbedringer af trafikken kan også betyde forbedringer af servicemålene.
Ved større gravearbejder og arrangementer træder særlige servicemål i kraft for de strækninger, der bliver berørt. Her vil kommunen sikre færrest mulig forsinkelser ved hjælp af ITS (Intelligente TransportSystemer) og en god planlægning af gravearbejder og arrangementer.