Anlægsnyt
INDGANG - FREDERIKSBERG: By og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune skal på sit møde i dag blandt andet se på et forslag til ombygning af indgangsarealet i Frederiksberg Have.
By- og Miljøområdet indstiller, at den foreslåede ændring i udformning af gårdrummet ved Prinsens Gård anbefales.
Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme (SLKE) har de seneste år renoveret de historiske bygninger i Prinsens Gård ved indgangen til Frederiksberg Have. SLKE har herefter ønsket at ændre det tragtformede parkrum mellem de nyrenoverede bygningsfacader, så arealet bliver mere symmetrisk i stil med den oprindelige udformning fra starten af 1800-tallet.
Det rådgivende arkitektfirma Gehl Architects har for SLKE analyseret udformning og funktioner i det nuværende indgangsparti og har blandt andet peget på stedets uudnyttede potentiale som opholdsareal og mødested mellem bygningerne i rolige omgivelser.
SOLVARME - HUNDESTED: Hundested Varmeværk er ved at gøre klar til et cirka 14.500 kvm stort solvarmeanlæg, skriver Frederiksværk Ugeblad ifølge Dansk Fjernvarme.
Solvarmeanlægget ventes at kunne levere cirka 16 procent af varmeværkets nuværende produktion, som er baseret på naturgas.
Lokalplanen, der skal bane vej for solvarmeanlægget, ventes at blive præsenteret for byrådet til endelig vedtagelse på mødet 18. september.
REGION MIDTJYLLAND
HAVN - NORDDJURS: Norddjurs Kommunalbestyrelse skal i morgen behandle en indstilling om igangsætning af planlægningen for udvidelse af Grenaa Havn. Anlægget er VVM-pligtigt og VVM-processen skal iværksættes uden forudgående Screening.
Sammen med VVM-redegørelse for ovennævnte sag, skal der udarbejdes kommuneplantillæg og lokalplan med miljøvurdering for de landbaserede dele af udvidelsen af Grenaa Havn.
Ovennævnte proces starter med en idéfase, hvor offentligheden har mulighed for at komme med idéer og forslag til, hvad der skal behandles.
CYKELSTIER - HOLSTEBRO: Holstebro Byråd skal på sit møde i morgen blandt andet tage stilling til frigivelse af en mio. kroner til renovering af cykelstier i midtbyen. Der er i anlægsbudgettet for 2014 og 2015 afsat 1.000.000 kroner til formålet.
Teknik og Miljø foreslår, at midlerne frigives til renovering af en del af cykelstierne langs Døesvej og Thorsvej, hvor der flere steder er store stentab, revner og lunker.