23948sdkhjf

Boligåret 2014 overgår forventningerne

Boligsalget er gået 10 procent frem i forhold til 2013, viser en ny opgørelse fra landets største ejendomsmæglerkæde, EDC
Boligsalget for 2014 viser en fremgang på 10 procent i forhold til 2013.

Det viser en opgørelse fra landets største ejendomsmæglerkæde, EDC

Dermed er der ifølge EDC fortsat sikre tegn på, at boligmarkedet er ved at vende tilbage til normale tilstande på boligmarkedet og i store dele af Hovedstadsområdet kan situationen betegnes som normaliseret. I løbet af året har det forbedrede salg bredt sig til størstedelen af landet, men stadig med København som lokomotivet for væksten.

Der er nemlig solgt hele 18 procent flere boliger i København og Nordsjælland i 2014 i forhold til 2013. Dermed er boligsalget i hovedstadsområdet det bedste siden 2006. Resten af Sjælland og Fyn følger dog tæt efter med fremgange på henholdsvis 13 procent og 17 procent. I Jylland er billedet noget mere blandet, gående fra status quo i Nordjylland til en fin vækst på 12 procent i Vestjylland.

- Det er specielt dejligt at se, at det meste af landet nu er i en positiv udvikling. Dermed kommer der et bredere og mere sikkert fundament under boligmarkedets tilbagevenden til det normale. Vi ender året med et samlet boligsalg på 55.000 ejendomme i fri handel, hvilket er tilfredsstillende set i lyset af hvor dybt et hul vi har været nede i, siger EDC's kommunikationschef, Jan Nordmann.

Stigende priser

Boligejerne i København kunne også i 2014 glæde sig over markant stigende priser, idet både villaer og lejligheder oplevede ni procent højere salgspriser. I Nordsjælland steg villapriserne seks procent, mens resten af landet har ligget meget stabilt med kun få procents udsving. Også lejlighedsejere i Aarhus kunne notere sig pæne prisstigninger omkring seks procent.

- De stigende priser i hovedstadsområdet er dels tegn på, at der nu er bedre balance mellem udbud og efterspørgsel. Men man skal også huske på, at det netop var i København at priserne faldt mest, da krisen slog til. Det har altid været sådan, at boligpriserne i hovedstaden reagerer både først og kraftigst, når der er ændringer i markedet, siger Jan Nordmann.

EDC forventer en fortsat fremgang i boligsalget i 2015 svarende til seks procent bedre end 2014. Det er afgørende, at renten også i 2015 formår at holde sig i ro på det meget lave niveau, den er i dag.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109