Slut med skyhøje byggesagsgebyrer
Gebyret for at behandle byggesager skal fremover baseres på timeforbrug. Det fremgår af den endelige vækstaftale, der blev forhandlet på plads onsdag
Vækpakken indeholder 90 konkrete initiativer, der skal styrke danske virksomheders konkurrenceevne her og nu, og som samtidig skal ruste dem til de langsigtede udfordringer. Det er ikke alle aftaleparter, som tilslutter sig alle initiativerne.
Skal harmoniseres
I aftalen står det klart, at byggesagsgebyret skal harmoniseres, og at der fremover skal være en ensartet gebyrmodel på tværs af alle kommuner baseret på myndighedernes reelle timeforbrug på sagsbehandlingen.
Ud over en billigere sagsbehandling kan byggebranchen også se frem til hurtigere sagsbehandlingstider.
For staten skal sagsbehandlingstiden i gennemsnit være en tredjedel hurtigere, når der behandles miljøgodkendelser og etablering af selskaber, og for autorisationsansøgninger til el, vvs og kloak reduceres ventetiden med 15 procent. For klagesager over strakspåbud og forbud på arbejdsmiljøområdet er målet en reduktion på 33 procent.
Stærkt tilfredse
Hos Dansk Byggeri glæder erhvervspolitisk chef Torben Liborius sig over den hurtigere og billigere sagsbehandling.
- Vi har anbefalet det flere gange, så vi er meget tilfredse og kvitterer for at vinden nu blæser den vej. Nogle kommuner har allerede indført timeafregning, og det har medført en hurtigere og mindre omkostningfuld behandling af sager. Byggesagsgebyrer er ikke kun relevant for byggevirksomhederne, men også for bygherren, og det er derfor et vigtigt vækstperspektiv for hele samfundet, siger han.