23948sdkhjf

Byggeriet deler ikke vismænds optimisme

Byggeriet mener - trods vismændenes optimisme - at der er behov for, at en vækstpakke holder hånden under beskæftigelsen
Mandag proklamerede regeringen, at der er forår i dansk økonomi ved offentliggørelsen af sin økonomiske redegørelse. Tirsdag fulgte vismændene i Det Økonomiske Råd efter med en optimistisk halvårsrapport, der forudsiger vækst i privatforbruget de kommende år.

Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen finder dog, at det fortsat i 2014 og 2015 er godt, at man planlægger at “lade den økonomiske stimulans gå til grænsen". Derefter kan der være brug for neddrosling.

Både Dansk Byggeri og Håndværksrådet mener imidlertid, at vejen til et opsving er længere, end vismændene vurderer.

Vækstudspil er ukonkret

Dansk Byggeris adm. direktør, Lars Storr-Hansen, mener, at vismændenes tiltro til investeringer i forhold til nybyggeri og renoveringsaktivitet er for optimistisk.

- Vi kan ikke dele den optimisme. Boligbyggeriet befinder sig på et meget lavt niveau, hvor antallet af boliger, der er til salg, stadig er meget større end efterspørgslen på boliger. Heller ikke investeringer i privat erhvervsbyggeri, der er på et historisk bundniveau, giver anledning til optimisme, siger Lars Storr-Hansen.

Han advarer mod at aflyse krisen for tidligt, da der endnu ikke er data, som overbeviser om, at vi er tæt på et selvbærende økonomisk konjunkturopsving.

- Vi er til gengæld enige med vismændene i, at regeringens udspil til en ny vækstpakke ikke er særlig konkret, og at udspillet rummer hensigtserklæringer og mål uden midler. Vi vurderer, at der er meget lidt jobskabelse her og nu i vækstpakken, som derfor bør gøres mere ambitiøs - blandt andet med en fortsættelse af Boligjobordningen, siger Lars Storr-Hansen.

Skrøbeligt opsving

Håndværksrådets formand Niels Techsen er enig.

- Trods de positive tegn på et spirende opsving mener vi stadig, at det er for tidligt at tale om en sikker økonomisk vending. Ikke mindst blandt de mindre byggevirksomheder er der fortsat usikkerhed om den fremtidige efterspørgselssituation, sagde Håndværksrådets formand.

Han peger på, at en stor del af den forøgede efterspørgsel i 2013 og 2014 har været båret af ekstraordinære forhold – som de to kraftige storme sidste efterår og vinter.

Formandskabet peger på, at BoligJobordningen er med til at holde hånden under boliginvesteringerne, og den oplevelse deler Håndværksrådet.

- Vi mener derfor, at det igangværende opsving er skrøbeligt, og at det på den baggrund er risikabelt at lukke BoligJobplanen ved årsskiftet, siger Niels Techen.

Vismændene vurderer, at der over de kommende tre år skabes 65.000 nye job, heraf de 20.000 i år. Ledigheden falder samlet over de tre år med 22.000 personer, forudser de.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111